Århundredets komet er over landsdelen: Se de fantastiske billeder
Et naturfænomen, der sidst kunne ses for 80.000 år siden, er lige nu over landsdelen.
Et fænomen ud over det sædvanlige kan i disse dage ses på den midt- og vestjyske nattehimmel.
Kometen C/2023 A3 (Tsuchinshan–Atlas) – også kaldet århundredets komet - er lige nu ved at passere forbi jorden, og det betyder, at man mange steder, hvis ellers vejret tillader det, kan få et glimt af et fænomen, som sidst kunne opleves for 80.000 år siden.
Med sådan en beskrivelse kan det jo være svært ikke at blive fristet, og derfor valgte Heidi Lomborg fra Skjern og hendes familie da også tirsdag aften at tage på natteudflugt.
Familien er lige nu i sommerhus i Agger, og da de umiddelbart ikke kunne se kometen ude fra haven, valgte de at køre til Agger Strand. Her var der så til gengæld gevinst.
- Vi kunne se det virkelig tydeligt, så vi stod længe og kiggede og tog billeder. Det var vildt at se. Man kunne ikke se, at den bevæger sig, for det lignede bare en stjerne med en hale, der stod fast på himlen, fortæller Heidi Lomborg fra Skjern.
Kan ses de kommende dage
Kometen C/2023 A3 (Tsuchinshan–Atlas) kommer fra den alleryderste del af Solsystemet. Den har været på en rejse ind imod solen, men nu er den på tilbage til det ydre solsystem.
På sin vej passerer den altså Jorden, og her vil den, når den er tættest på, befinde sig 70 millioner kilometer væk. Der er fortsat mulighed for at se kometen, og det forventes, at den vil være mest tydelig på lørdag.
- Hvis man kommer for sent ud, så er kometen kommet ned under horisonten, så den er bedst at se tidligt på aftenen. Omkring klokken 20 er et godt tidspunkt. Kig i retning mod vest og lavt mod horisonten. Man kan med fordel observere den fra et mørkt sted. Jeg vil anbefale, at man medbringer en kikkert, selvom man bør kunne se den med det blotte øje, fortæller TV 2-meteorolog Jens Ringgård til tv2.dk.
Hos Heidi Lomborg og familien er de bestemt heller ikke afvisende for at bevæge sig ud i mørket igen for at få endnu et glimt af århundredets komet.
- Helt sikkert. Nu ser det ud til, at der er helt så klart i dag, men vi må se om ikke, vi kan komme afsted igen, fortæller Heidi Lomborg.