Anders fik 15 minutter med Vingegaard til en snak om at være menneske og far
Tv-holdet skulle vænne sig til de vilkår der er, når man skal interviewe en Tour de France-vinder.
Engang var han den lokale cykelknejt fra Thy. Nu er han Tour de France-vinder med alt, hvad det indebærer.
På en solrig eftermiddag står der 'Interviews' i Jonas Vingegaards kalender. 18 interviews på to dage med både tyske, svenske, hollandske og belgiske medier. Og så Anders Bro fra Fotovognen på TV MIDTVEST.
- Det er nu også rart at møde lidt lokale, siger Jonas Vingegaard, da han mødes med tv-holdet.
Sidste chance før Tour de France
Anders Bro og resten af holdet fik 15 minutter med cykelstjernen; allernådigst klemt ind mellem rækken af interviews.
- Jeg kunne godt mærke, at jeg lige skulle tage mig lidt sammen dér. Ikke, fordi det var ham, jeg skulle snakke med, men bare fordi vi havde så kort tid til det, fortæller Anders Bro.
Slæbende med kameraer, stativer, lamper og mikrofoner begyndte stressen at brede sig for Anders og resten af tv-holdet. Mange ville have et stykke af Jonas Vingegaard den dag.
- Der skal man bare indordne sig eller lade være med at dukke op, siger Anders, som sammen med kollegaer fra TV MIDTVEST tog udfordringen op. 15 minutter til et interview med en verdensstjerne er ikke lang tid.
Men det var sidste chance for at få en snak med cykelrytteren, inden han søndag forlader landet og går i Tour de France-træning i Frankrig.
Så interviewet skulle lykkes.
En helt almindelig mand
Kort tid før interviewet skulle i gang fik Anders Bro og resten af holdet adgang til et lille lokale på Hotel Pinenhus i Glyngøre. Udenfor er cykelstjernen i gang med sit syvende interview.
- Jeg var nervøs for, om han bare ville være vildt ristet i hovedet efter sådan en dag, men han var så nærværende, og det hele løste sig, fortæller Anders Bro.
Og selvom journalisten stod over for en superstjerne, så var det først og fremmest et møde med en anden vestjyde.
- Han er meget nede på jorden. Jeg sagde: "Anders fra TV MIDTVEST" - han svarede: "Goddaw", smiler Anders Bro.
Livet i Glyngøre
Inden optagelserne blev tv-holdet enige om, at interviewet ikke skulle blive en sur pligt for verdensstjernen, men en hyggelig samtale; et frikvarter for den travle mand.
Med glimt i øjet, jokes og vestjysk lune gik snakken på Pinnehus Hotel. Ikke om sportsstjernens resultater, strategi eller nye kontrakt. Men om at være menneske og far i Glyngøre, når man samtidig er verdens bedste cykelrytter med et arbejdsliv i hele Europa.
Anders Bro er hverken sportsjournalist eller cykelentusiast, og derfor skulle de 15 minutter gå med en snak om mennesket Jonas Vingegaard og hverdagen, han har, fremfor sporten.
- Det var befriende at høre, at når han havde været afsted i lang tid, så er han lidt i minus på hjemmefronten og skylder en million bleskift, som han sagde. Det samme er vi andre jo, hvis vi har været væk fra familien i noget tid. Det er de samme livsvilkår, vi lever under, og mange af de samme udfordringer, vi har, hvad end man er verdensstjerne eller journalist i Holstebro, siger journalisten Anders Bro.
Efter interviewet havde den travle cykelrytter lige et øjeblik til at skrive autografer og tage billeder. Således sluttede det korte møde, som for Vingegaard trods alt havde skilt sig ud fra de store sportsinterviews, han er vant til.
- Jeg får mange spørgsmål om Pogacar og Tour de France generelt, så det er også fint at snakke om alt det rundt om, som jo er en kæmpestor del af det, sagde Jonas Vingegaard i sin afsked til tv-holdet.
På trods af nervøsiteten var Anders Bro godt tilfreds efter sit møde med Jonas Vingegaard.
- Det gik da meget godt. I hvert fald ud fra de omstændigheder, der var. Det er jo ikke hver dag, man snakker med en Tour de France-vinder, slutter han.
Du kan se interviewet med Jonas Vingegaard på i TV MIDTVEST tirsdag klokken 19.30 eller på TV MIDTVEST Play tirsdag.