Cigaretter bliver dyrere i dag: To ud af tre danskere bakker op
En stor del af danskerne bakker op om at gøre rygning dyrere. Højere pris kan nedbringe rygning, sige forsker.
Livet som ryger bliver en smule dyrere onsdag, hvor prisen på en pakke cigaretter stiger til 55 kroner.
Det støtter 67 procent af befolkningen, mens 12 procent er imod.
Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har foretaget blandt 4000 danskere for Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Lungeforeningen og Trygfonden.
I undersøgelsen er støtten til dyrere tobak højest blandt dem, som ikke selv ryger.
Dog synes 41 procent af rygerne i undersøgelsen, at det er en god idé at hæve prisen på en pakke smøger til 60 kroner.
Til sammenligning var det 30 procent af rygerne, som støttede sådan en prisstigning i 2017.
Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef hos Kræftens Bekæmpelse, er glad for befolkningens opbakning til prisstigningen.
Hun ser flere mulige forklaringer på, at opbakningen er så stor.
- Jeg tror, at hovedforklaringen er fokusset på rygning blandt børn og unge.
- De fleste rygere synes jo, at det er lige så ærgerligt, at deres børn eller børnebørn går i gang med at ryge som dem, der ikke ryger selv, siger hun.
Derudover peger Mette Lolk Hanak på den politiske debat om rygning, som kan have bidraget til at øge befolkningens opbakning til prisstigningerne.
Kræftens Bekæmpelse ser gerne, at prisen på cigaretter stiger yderligere.
- Vi ser gerne, at man kommer op på norske priser inden for en overskuelig fremtid. Det vil sige 90 kroner for en pakke, siger Mette Lolk Hanak.
Prisstigningerne kommer på et rigtig godt tidspunkt.
Tre ud af fire rygere ønsker at blive røgfri, og prisstigningen kan være med til at give dem et skub, da højere priser er noget af det, som motiverer rygere allermest til at kvitte smøgerne.
Det siger Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse.
Hun fortæller, at forskningen peger på, at rygere desuden er særligt udsatte, hvis de bliver smittet af coronavirusset.
- Med den viden, vi har fra andre infektioner, plejer det at gå rygerne meget værre, når de får en infektion.
- Derfor giver det god mening at advare mod at ryge i den her situation, siger Charlotta Pisinger.