Danmarks ældste: - Jeg har lige sagt nej til en plads på plejehjem

Hun er født før første verdenskrig og har et barn på plejehjem. Alligevel bor Kirsten Schwalbe stadig i egen bolig, og hun elsker at få besøg.

0:34
Kirsten Schwalbe fra Struer på 110 år er fuld af liv. Og nu har hun fået sit eget tv-program. Se det i bunden af artiklen eller på TV MIDTVEST Play.

Et stort smil og udstrakte arme.

Sådan møder Kirsten Schwalbe verden - og os - de mange gange, vi efterhånden har besøgt hende de seneste år. Hun er Danmarks ældste person. 

Vil I ikke have en kop kaffe? Hvordan går det med jeres familier derhjemme? Har du et billede med af dine børn?

Hun er stadig nysgerrig og får energi af at være sammen med andre mennesker. 

Når vi har brugt halvanden time på et stort interview med hende, hvor hun har fortalt røverhistorier fra sit 110 år lange liv, er Danmarks alderspræsident nærmest mere frisk, end hun var, før vi satte os til rette.

Se bare her. 👇

0:20

- Folk ved, hvem jeg er

- Det er nok sådan lidt sent at gå hen og blive tv-stjerne, lyder det med et grin fra Kirsten Schwalbe. 

Ikke desto mindre er hun - efter at være blevet Danmarks ældste - blevet en, som folk ved, hvem er. Hun har nemlig både været med i en serie her på TV MIDTVEST, og så har hun også været i både aviser og ugeblade.

Da hun forleden fik en is sammen med familien ved havnen i Struer, syntes hun egentlig, at der var ret mange, som kiggede på hende. Der var også nogle forbi for at sige hej til hende.

- De vidste godt, hvem jeg var, men jeg anede ikke, hvem de var, fortæller Kirsten Schwalbe med et smil.

Også i boligblokken har de fulgt med, når Kirsten har været i fjernsynet. 

Og naboerne beundrer hende, som I kan se. 👇

0:20

Det samme giver gør sig gældende på de sociale medier. 

På Kirstens Instagram profil, hvor vi deler stort og småt fra hendes liv som Danmarks ældste, følger lidt over 2.000 med i skrivende stund. Og Kirsten har fået hundredevis af søde kommentarer.

Du kan også følge Kirsten ved at klikke på profilen her. 👇

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et langt liv

Det lå ikke lige i kortene, at folk på den måde skulle kunne genkende Kirsten. For hun har, som hun selv udtrykker det, levet et meget almindeligt liv. 

Det er bare efterhånden meget lang tid siden, det begyndte. 

Kirsten Schwalbe kom til verden i 1914, lige inden begyndelsen på første verdenskrig, så den kan hun altså ikke rigtigt huske. Under anden verdenskrig fik hun den første af sine tre døtre og boede lidt udenfor Holstebro.

- Det var ikke så slemt for os. Der skete ikke det store i Holstebro, fortæller hun. 

Hun har stadig et par rationeringsmærker fra dengang liggende i skuffen. Men det er nu ikke, fordi hun regner med at skulle bruge dem. Selvom der nok engang er krig i verden.

- Bliver mennesker aldrig klogere? Jeg synes, det er frygteligt, at vi ikke kan blive klogere og lade være med at slås, siger Kirsten Schwalbe.

Nej, hos Kirsten har kærligheden altid været større end had og frustrationer.

- Jeg tror faktisk, jeg har været glad hele livet, fortæller hun. 

En stærk konstatering efter hele 110 år. Et liv, som har budt på to mænd, som ikke længere er her. Tre børn. Masser af børnebørn og oldebørn. Og så håber hun stadig meget på at nå at få sig et tipoldebarn.

For et års tid siden søgte hun om at komme på plejehjem, men da der endelig var plads, blev det et nej. Hun har det simpelthen for godt.

- Jeg skulle flytte hen til dem indenfor en uge, så jeg sagde: "Nej, det kan jeg altså ikke." Når man nu bor et sted, man er glad for, så er det ikke så let at flytte, forklarer Kirsten Schwalbe.

Den største opfindelse

Der er sket en ting eller to de seneste 110 år. Faktisk kan det være svært at begribe, hvor meget anderledes verden så ud dengang.

- Mine forældre sagde: "Nu kan de da ikke finde på flere ting," og tænk sig alt, der er kommet siden. Radio, fjernsyn, telefoner, flyvemaskiner og jeg ved snart ikke hvad, siger Kirsten, mens hun ryster på hovedet.

Hun kan huske, da der kom asfalt på vejene, og de holdte 'asfaltbal', og hvordan de skulle hente tørv til brændeovnen i pauserne skolen. 

Hvad er den største opfindelse i din levetid?

- Det må vel været tv'et. Mon ikke det er det? Der er selvfølgelig også den der moderne telefon. Ja, der er omtrent en maskine til alting i dag. Kaffemaskiner og køleskabe og alt muligt andet kom alt sammen, siger Kirsten Schwalbe. 

Og nu får hun sig så en tur mere i det hun selv kalder hendes tids største opfindelse. 

De efterhånden mange besøg hos Danmarks alderspræsident er nemlig blevet til et tv-program, som du kan se lige her. 👇