Danske landmænd producerer økologisk mælk som aldrig før
Der blev i alt produceret 163,7 millioner kilo økologisk mælk i første kvartal. Det er rekord.
'Den økologisk mælkeproduktion satte rekord i første kvartal 2018. Det oplyser Danmarks Statistik. Også andelen af økologisk mælk satte rekord.
- Mængden af økologisk mælk er steget kraftigt, da flere mælkeproducenter har omlagt til økologi, skriver Danmarks Statistik.
Der blev i alt produceret 163,7 millioner kilo økologisk mælk i første kvartal.
Den økologiske mælk udgjorde 12 procent af den mælk, der blev solgt til mejerierne, mod 9,9 procent i første kvartal 2017.
Generelt blev der leveret mere fra de danske malkekøer.
Stigning på 21 millioner kilo
Den samlede mælkeproduktion var knap 1,4 milliarder kilo mælk i første kvartal. Den steg med 21 millioner kilo mælk i forhold til 1. kvartal 2017.
Økologiske fødevarer skal produceres på en måde, hvor der bliver taget særlige hensyn til miljø og dyrevelfærd.
I Danmark skal producenter og butikker leve op til bestemte lovkrav for at kunne sælge varer som økologiske.
Mens der blev skruet op for malkemaskinerne i staldene, så fik landmændene færre penge for deres produkter i første kvartal.
Priserne på jordbrugets salgsprodukter faldt med 5,5 procent i forhold til samme kvartal i 2017.
- Priserne på svin, mælk og pelsskind trak de samlede salgspriser ned, mens priserne på kvæg trak i den modsatte retning, konstaterer Danmarks Statistik.
/ritzau/