Dina Raabjerg lader ikke hadbeskeder komme i vejen: På Facebook har hun kontakt til sine vælgere
Mens hadbeskeder får nogle politikere til at lukke for Facebook, så fastholder andre en aktiv profil på det sociale medie.
Til trods for at Dina Raabjerg (K) er et nyere ansigt på den landspolitiske scene, så har hun allerede oplevet de første hadbeskeder på sociale medier.
Alligevel holder hun fast i at være aktiv på Facebook.
- Når jeg vælger at bruge Facebook, så er det et spørgsmål om, at det er man nødt til. Det er de færreste politikere, som kan klare sig uden Facebook, inden man får slået sit navn hårdt fast, lyder det fra den konservative politiker, der overtog mandat til Folketinget efter den nu afdøde Søren Pape Poulsen (K).
For Dina Raabjerg fra Ikast er Facebook en måde at komme ud til mange mennesker. Selvom hun har oplevet at modtage hadbeskeder på Facebook, så mener hun ikke, at hadbeskederne har været så slemme, at hun har haft behov for at slette sin profil.
Facebook kan nemlig bruges til rigtig mange gode ting, mener politikeren, der er valgt i Vestjyllands Storkreds.
- Man får en fornemmelse for, hvad der rører sig, siger Dina Raabjerg.
Samtidig lægger folketingspolitikeren også vægt på, at der også er rigtig mange gode og velmenende beskeder fra vælgere, som finder vej til hendes indbakke.
Lokalpolitiker trækker stikket
For Silkeborg-viceborgmester Johan Brødsgaard (RV) blev gentagne hadbeskeder til sidste for meget for lokalpolitikeren, og han har nu valgt at lukke ned for sin Facebook-profil.
- Jeg oplever, at man sviner hinanden til. Jeg oplever ikke et reelt ønske om at lytte til modstridende synspunkter, siger Johan Brødsgaard til TV MIDTVEST.
En beslutning som viceborgmesteren oplever opbakning til fra flere af sine byrådskollegaer.
Viceborgmesteren har i første omgang trukket stikket til Facebook resten af året - måske bliver det for evigt.
Langt fra EU til Holstebro
Næstformand i Dansk Folkeparti og kandidat til Europaparlamentsvalget i juni 2024, Majbritt Birkholm (DF), holder også fast i sin Facebook-profil, som hun er aktiv bruger af.
Profilen er et vigtigt redskab for hende, siger hun til TV MIDTVEST.
- Der er langt fra EU til Holstebro. Derfor er det rart at være i direkte kontakt med vælgerne, siger Majbritt Birkholm.
Politikeren fra Ryde ved Vinderup mener ikke, at hun selv har oplevet at modtage mange hadbeskeder på Facebook.
Er der en gang i mellem sneget sig en kommentar ind i hendes indbakke eller på hendes Facebook-profil, så har hun været konsekvent overfor dem, som skriver i en hadefuld tone.
- Jeg går altid ind og kommenterer tilbage på en hadefuld kommentar. Når folk bliver konfronteret, så går det tit op for dem, at de skal skrive pænere, forklarer hun.
Andre gange sker det, at den dårlige tone fortsætter. Så bliver folk blokeret.
- Folk må gerne debattere, og vi må gerne være uenige, men jeg gider ikke have dem på siden, hvis de ikke kan skrive pænt, siger Majbritt Birkholm.