Ekspert raser mod Facebook: Gør slet ikke nok for at stoppe tsunami af svindel

Kendisser bliver igen og igen misbrugt af fuskere, der vil lokke penge ud af danskerne på Facebook. Nu får Facebook på puklen af en sikkerhedsekspert.

Det er bland andet Anne Glad, Sarah Grünewald og Anders Holch Povlsen, der gang på gang har oplevet, at få deres navn og billede misbrugt på nettet.
Det er bland andet Anne Glad, Sarah Grünewald og Anders Holch Povlsen, der gang på gang har oplevet, at få deres navn og billede misbrugt på nettet.
Foto: Nikolai Linares, Mads Claus Rasmussen, Henning Bagger/Ritzau Scanpix, Collage: Claus Klok

Sarah Grünewald er ikke bare vært på 'Vild med Dans' hver fredag.

Hun er også lokkemad, når formodede svindlere forsøger at narre penge ud af de danske Facebook-brugere.

Det samme gælder for Danmarks rigeste mand, Anders Holch Povlsen. 

For på Facebook viser han tilsyneladende stolt frem, at han har fået 1700 kroner til at blive til 190.000.

Det er blot to af flere eksempler på den svindel, der foregår på Facebook. 

Og problemet bliver kun større. Det mener it-sikkerhedsekspert Peter Kruse.

- Den seneste uge har været en tsunami af falske reklamer. Der er sket en eksplosion, siger Peter Kruse.

Sådan så det ud på Facebook onsdag, da Anders Holch Povlsen blev misbrugt i et forsøg på svindel.
Sådan så det ud på Facebook onsdag, da Anders Holch Povlsen blev misbrugt i et forsøg på svindel.

Peter Kruse er grundlægger sikkerhedsfirmaerne CSIS og Heimdal og formand for Dansk Industris it-sikkerhedsudvalg. 

De seneste 20 år har han arbejdet med it-sikkerhed. Han er ikke just imponeret af Meta, der ejer Facebook og Instagram.

For det er især på Facebook, svindlen foregår, mener han. De gør alt for lidt for at komme svindlen til livs, synes han.

- Det er så ringe af Facebook, siger Peter Kruse.

Han har den seneste tid taget skærmbilleder af, hvordan kendte mennesker bliver misbrugt som madding. 

Målet er at lokke investeringslystne danskere til at tage en chance og investere i noget, som de kendte mennesker tilsyneladende anbefaler.

Problemet er bare, at annoncerne er falske. Og hvis brugerne bliver lokket til at sætte penge ind, går de penge tabt.

Den form for investeringssvindel er et stort problem for privatpersoner, vurderer Peter Kruse. Han mener, det er den type svindel, som koster flest privatpersoner penge.

Alligevel gør Facebook ikke nok for at komme svindlen til livs, synes eksperten. 

Det er i hvert fald hans oplevelse, når han anmelder svindel til Meta, der er selskabet bag Facebook.

- Jeg samler ind i vildskab, fordi der simpelthen findes så meget. Jeg har indberettet, jeg ved ikke hvor mange falske reklamer. Men der sker ikke en dyt, siger Peter Kruse.

Har et moralsk ansvar

Eksperten peger på, at svindlerne i flere tilfælde betaler for annoncer på Facebook. 

På den måde får Facebook annoncekroner ind, når svindlerne prøver at få folk i nettet.

- Helt grundlæggende har Facebook en særinteresse i det, fordi de tjener penge på reklamer, men de ved ikke, hvad kunderne på platformen bliver udsat for af svindel bagefter.

- Moralsk synes jeg, de har et større ansvar end det, de håndhæver, siger Peter Kruse.

TV MIDTVEST forsøger at få en kommentar fra Meta. Vi har sendt en mail til deres presseafdeling og afventer svar.