Eva Kjer Hansen trækker sig som minister
Miljø- og fødevareministeren trækker sig som konsekvens af sagen om landbrugspakken.
Søren Pape Poulsen har netop skrevet på Facebook, at han fortsat ikke har tillid til Eva Kjer Hansen (V), og nu trækker hun sig som miljø- og fødevareminister som konsekvens af sagen om landbrugspakken. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
- Jeg har i dag meddelt statsministeren, at jeg trækker mig fra posten som miljø- og fødevareminister. Jeg har været glad for hver eneste dag, som jeg har stået i spidsen for det nye Miljø- og Fødevareministerium, siger Eva Kjer Hansen.
- Men jeg vil ikke stå i vejen for regeringen Lars Løkke Rasmussen II. Danmark har brug for et borgerligt-liberalt sammenhold, siger hun.
Søren Pape Poulsen skriver på Twitter, at han har aflyst pressemødet kl. 10, fordi Eva Kjer Hansen har trukket sig som minister.