Flere lokale førstehjælpere på ønskesedlen
Regionsrådet i Region Midtjylland ønsker fem nye 112-førstehjælperordninger i en toårig periode.
På få år er antallet af 112-førstehjælperordninger steget til 21, og yderligere fire kommer til i løbet af 2016.
På baggrund af succesen søger Region Midtjylland nu støtte til at oprette og drive fem nye 112-førstehjælperordninger i en toårig periode. Det blev vedtaget på onsdagens regionsrådsmøde, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
I 2011 indførte Region Midtjylland otte 112-førstehjælperordninger, hvor lokale borgere får uddannelse i hjerte-lunge-redning og brug af hjertestarter. Formålet med ordningerne er, at borgere ved mistanke om hjertestop hurtigt kan yde førstehjælp, indtil ambulancen kommer.
- Erfaringer viser, at ordningerne bliver brugt i lokalområderne. De områder, hvor der er længere til den professionelle hjælp, er det her et rigtig godt redskab, der kan redde liv. Den tryghed, det giver, vil vi gerne skabe flere steder i regionen, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S).
Ordningerne virker
Else Ammitzbøll, direktør i Præhospitalet i Region Midtjylland, der har ansvaret for 112-førstehjælpsordningerne, mener, at de fungerer.
- Vi kan se, at det skaber rigtig meget tryghed, at der er nogen i lokalområdet, der kan hjælpe til, indtil ambulancen er fremme. Det er et godt supplement til vores professionelle beredskab, siger hun.
Det er Sundheds- og Ældreministeriet, der afgør, om regionen får den ønskede støtte til oprettelse og drift af fem nye førstehjælperordninger Sker det, vil de nye ordninger træde i kraft i løbet af 2016 og være i drift frem til 2018. Regionen vil således i denne periode have i alt 30 førstehjælperordninger.