Forbrugerråd kritiserer Danland: - Det er helt klart ikke i orden
Danland-kunde har krav på at få alle pengene tilbage, vurderer forbrugerråddet. Men det kan være svært at få kontakt til firmaet. Da TV MIDTVEST forsøgte, endte kontakten i Indien.
En sag om en sommerhusgæst ved Vesterhavet, der føler sig snydt af Danland, fortsætter.
Nu rejser Forbrugerrådet Tænk skarp kritik af Danland, som er centrum i sagen.
TV MIDTVEST kunne onsdag fortælle historien om Danland-kunden er Louise Virum Nielsen, som havde glædet sig til en sommerferie i de smukker klitter ved Vesterhavet - i et fritliggende sommerhus, som hun havde bestilt igennem ferieudlejningsfirmaet Danland.
Men det var hverken sommerhus eller udsigt til klitter, som mødte hende, da hun fandt frem til adressen i Vestjylland.
I stedet havde hun lejet en lille lejlighed med udsigt ud over en parkeringsplads - og det selvom Danland gennem skriftelig kontakt havde forsikret Louise Vium Nielsen om, at hun var ved at booke et fritliggende sommerhus.
- Der er helt klart tale om en vildledning af en kunde, siger chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe.
- Hun er stillet én vare i udsigt, og hun har fået en anden. Og det må man ikke.
- Det er helt klart ikke i orden. Vi skal kunne stole på den markedsføring, vi modtager, og vi skal kunne stole på, at når vi bestiller et fritliggende sommerhus, så er det et fritliggende sommerhus, vi får, slår han fast.
Bør få penge - med mere - tilbage
Vagn Jelsøe vurderer også, at Louise Virum Nielsen bør få sine penge tilbage.
Der er nemlig ikke kun tale om småfejl, men falsk markedsføring, påpeger han.
- Her er der ikke tale om en mindre mangel, som at der ikke er rent nok, eller at sengene er lidt for smalle. Det er en fundamental vare, som hun har købt, som hun ender med ikke at få, siger Vagn Jelsøe og tilføjer:
- Det er så grelt, at hun efter min overbevisning har krav på at få sine penge tilbage. Og har hun pådraget sig ekstra udgifter ved at have skulle leje et andet sommerhus i stedet for, så har hun også krav på, at få dækket dem.
Føler sig snydt gennem Airbnb
Også Lily Bay Jensen er utilfreds med sin oplevelse, da hun bookede et af Danlands sommerhuse sidste år - også gennem appen Airbnb.
- Det var billigt, fordi jeg bookede lang tid i forvejen, og alt så godt ud.
Men efter noget tid så det ud som om, hun skulle betale for sengelinnded. Det undrede Lily Bay Jensen, som troede den service var inkluderet i et Airbnb-ophold.
Men efter opholdet modtog Lily Bay Nielsen pludselig en rykker på en regning.
Det viste sig at være en efterregning for strøm, som Lily Bay Nielsen ikke mener, at være blevet tydeligt oplyst om, da hun bookede via Airbnb.
- De skjuler det langt nede, at man skal betale mere end det, man skal betale til Airbnb. Jeg har ofte booket gennem Airbnb, og det har jeg aldrig oplevet før.
Skriver med en robot
Hun chattede derfor med Danland, som svarede med beskeder, som hun havde svært ved at tyde.
- Vi har eskaleret din bekymring til økonomiteamet. Nogen vil vende tilbage til dig snarest, stod der i svaret, og Lily Bay Jensen kunne ikke komme telefonisk i kontakt til firmaet, som henviste til chatbotten.
Og den form for kommunikation kan være problematisk, mener Vagn Jelsøe fra Forbrugerådet Tænk.
- Det er en helt afgørende forudsætning for at forbrugerne kan have tillid til de virksomheder, vi har med at gøre, at vi kan komme i kontakt med dem, kan få ordentligt svar på det, vi spørger om, og at vi kan få vores klage behandlet, og bliver udsat for en rimelig behandling af den klage, siger han.
Men det er ikke ualmindeligt at kundeservicen foregår gennem AI-styret chatbotter.
- Hvis det bliver gjort ordentligt, kan det være, det kan tage noget af presset af en overbebyrdet kundeservice. Men det skal være sådan, at der, hvor det ikke slår til, skal man kunne komme i kontakt med et rigtig menneske, siger Vagn Jelsøe.
Kommunikationen foregår i Indien
For at få en kommentar på den forelagte kritik, har TV MIDTVEST forsøgt at få fat på Danland.
I en mail svarer en medarbejder ved navn am Anupriya på vegne af DanCenter, som er Danlands søstervirksomhed.
Hun skriver, hun befinder sig i New Delhi.
- Jeg hedder Anupriya og skriver på vegne af DanCenter. DanCenter er en del af det europæiske sommerhusudlejningsbureau OYO Vacation Homes (OVH). OVH driver fuldserviceudbydere som Belvilla og DanCenter og online markedspladser som Traum-Ferienwohnungen, skriver hun videre.
TV MIDTVEST for kontakt til den indiske medarbejder, som fortæller, at al pressehenvendelse skal gå igennem hende, men at firmaet manglede oplysninger for at kunne udtale sig om sagen.
De oplysninger er nu sendt til DanCenter, for at få en udtalelse fra DanCenters danske ledelse, men torsdag aften er endnu ingen medarbejdere fra Danmark vendt tilbage.