Helena og Turpal mødte kongen: - Jeg inviterede ham på en brydekamp

Til en særlig reception gav bryderen fra Herning kongen et godt tilbud.

Reception Fredensborg
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Det var en del mere festligt, end sidst vi mødtes, siger Helena Rosenkilde Bach med et grin. 

For en måned siden var hun iført badedragt og svømmehætte og konkurrerede til finalen til OL i 200 meter butterfly.

Torsdag var munderingen en helt anden. 

Svømmerne Julie Kepp Jensen og Helena Rosendahl Bach til reception.
Svømmerne Julie Kepp Jensen og Helena Rosendahl Bach til reception.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Selvom OL-bassinet i Paris for længst er skiftet ud med det danske vand, så fortsætter en del af OL-glansen lidt endnu og torsdag var prikken over i'ét for atleterne, da de fik lov at få en snak med kongeparret. 

- Jeg synes, de har en fed udstråling og er rigtig søde at snakke med – de gjorde et meget godt indtryk, fortæller den 24-årige atlet fra Holstebro. 

Inviterede til kamp

Det synes herningenseren Turpal Bisultanov bestemt også. 

- Det var som at tale med et helt almindeligt menneske – og så var det bare kongen. Vi har bare en fantastisk konge, siger han.

Bryderen vandt en bronzemedalje ved årets OL. Det var ikke første gang, han fik en sjælden mulighed for at møde Kong Frederik. Men sidste gang missede han chancen. 

- Det var planen, at jeg skulle tale med kongen, da jeg var med til Prins Christians 18-års, men det nåede jeg ikke. Så det var klart, det største i dag, at tale med ham, siger Turpal Bisultanov, som endte med at give majestæten et tilbud: 

- Jeg inviterede ham til en brydekamp. Han var ikke helt afvisende, men lad os nu se, om det sker. Han har jo trods alt været korsbåndskadet, funderer han.

For svømmeren Helene Rosenkilde Bach var mødet med de kongelige også en oplevelse ud over det sædvanlige. Men det var også bare skønt at se de andre atleter, påpeger hun. 

- Nu er der gået en måned, så det var bare hyggeligt at mødes igen. En dejlig afslutning - denne gang i lidt finere tøj, siger Helene Rosenkilde Bach. 

Hun endte i Paris på en delt fjerdeplads i finalen. Knap to døgn efter, hun vendte tilbage fra strabadserne i Frankrig begyndte hverdagen igen for fulde drøn. Først skulle en eksamen på universitetet i Aalborg klares. Så begyndte den vanlige træning i bassinet i Nørre Sundby igen. Og så gik det galt. For nylig brækkede hun halebenet under en træning.

- Mary vidste godt, at jeg var faldet – og hun sagde til mig, at det var dejligt, jeg kom alligevel. Hun spurgte, om jeg havde fået det bedre. Hun var virkelig opdateret, så det var vildt, siger Helena Rosenkilde Bach og tilføjer: 

- Det er dejligt at mærke, at kongeparret har en kæmpe opbakning og interesse for os, der går op i sport. Det er jeg meget taknemmelig for.