Hver femte trafikdrab sker i Midt- og Vestjylland: Færdselsleder opfordrer bilister til at se indad

Det har ikke været muligt at nedbringe antallet af trafikdræbte i Midt- og Vestjylland over det seneste år.

1:58
Henrik Glintborg er færdselsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi. Han er bekymret over, at antallet af dræbte på de midt- og vestjyske veje stadig er højt.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Det er med alvor i stemmen, at Henrik Glintborg fortæller om det kort, der hænger på hans væg på politikontoret. 

- Det er et temmelig forfærdeligt kort, siger han.

Kortet viser Midt- og Vestjylland med en masse små, blå firkanter spredt ud over landsdelen.

Hver firkant markerer et sted, hvor en person er blevet dræbt i trafikken. 

- I realiteten burde det bestå af blå kors, konstaterer Henrik Glintborg, der er færdselsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi.

De blå firkanter på kortet viser et sted, hvor et menneske har mistet livet i trafikuheld på de midt- og vestjyske veje.
De blå firkanter på kortet viser et sted, hvor et menneske har mistet livet i trafikuheld på de midt- og vestjyske veje.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Mens politiet i andre dele af landet har haft held med at nedbringe antallet af trafikdræbte, så har politiet her i landsdelen endnu ikke knækket koden. 

- Vi kan ikke rigtig få kurven til at falde. Vi ligger omkring 25-30 færdselsdræbte per år, fortæller Henrik Glintborg.

Indsatser får ikke tallet ned

Alene i år er der kommet 29 nye blå firkanter på politiets kort over trafikdræbte her i landsdelen. 

Mere end hver femte dræbte i trafikken, dør faktisk på landevejene i Midt- og Vestjylland. Det bekymrer færdselslederen.

- Det, synes jeg, er meget tankevækkende. Vi gør, hvad vi kan med vores målrettede indsatser, men vi har desværre en udfordring herude i det midt- og vestjyske, siger han.

Der er særligt tre store syndere, der går igen ved de fatale færdselsuheld: Uopmærksomhed, spiritus og for høj hastighed. 

Mange gange er det en kombination af de tre hovedårsager, der fører til et trafikdrab.

Ændre indstilling

Politiets indsatser består blandt andet i at være til stede ude på de midt- og vestjyske landeveje med fartkontrol og fotovogne på de steder, hvor politiet har erfaring med, at der bliver kørt for stærkt med uheld til følge.

Op imod 500 gange i år har politiet også haft fotovogne ude for at måle hastighed på anmodning fra lokale borgere, som mener, at der bliver kørt for stærkt, hvor de bor.

Politiets indsats med fotovogne er en af de ting, der har god effekt på bilisternes hastighed. Men det har indtil videre ikke været nok til at få antallet af trafikdræbte markant ned.

- Det er et rigtig fint redskab til at kommunikere med borgerne og højne trafiksikkerheden lokalt, fortæller Henrik Glintborg.

Men det har altså ikke været nok til at få antallet af trafikdræbte til at falde. 

Desuden har de forhøjede bødetakster, som blev indført i begyndelsen af 2022, heller ikke haft den helt store effekt, lyder det fra ham.

Derfor håber Midt- og Vestjyllands Politi, at bilisterne vil kigge indad for at skabe en ændring i holdningen til at køre for stærkt. 

- Vi skal ind og arbejde med personen, der sidder inde bag rattet. Vi er nået rigtig langt med oplysning og holdningsændringer, men det er her, vi har nogle forbedringsmuligheder, siger Henrik Glintborg.

Stof til eftertanke

Ved Hennings Køreskole i Holstebro, er antallet trafikdræbte her i landsdelen noget, der giver stof til eftertanke for nogle af de kommende bilister.

Sebastian Svanborg er køreskoleelev hos Hennings Køreskole i Holstebro.
Sebastian Svanborg er køreskoleelev hos Hennings Køreskole i Holstebro.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

- Det er et stort problem, man burde kunne gøre noget ved, men det er spørgsmålet hvor man skal gribe fat henne. De gør alt for at hæve straffen, men det er spørgsmålet om det er nok, siger den 30-årige køreskoleelev, Sebastian Svanborg.

Han oplever blandt andet, at mange kører for stærkt på Struer Landevej.

- Vi har mange veje, der går ligeud, hvor unge tænker, de kan køre stærkt, og at der ikke sker noget ved det, siger Sebastian Svanborg, som selv vil gøre sit for at køre pænt og tænke over vejforholdene, når han får sit kørekort.

Nikolai Hesel Kristensen er ved at tage kørekort på Hennings Køreskole i Holstebro.
Nikolai Hesel Kristensen er ved at tage kørekort på Hennings Køreskole i Holstebro.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

For en af de andre køreskoleelever gør tallene med trafikdræbte i Midt- og Vestjylland også indtryk.

- Det er noget, der ligger i baghovedet og får én til at tænke over, hvilke handlinger man gør, siger 18-årige Nikolai Hesel Kristensen, der også er elev på køreskolen.

Selvom han indrømmer, at han selv er vild med fart, så vil han alligevel prøve at være opmærksom på ikke at køre for stærkt, når han får kørekortet.

- Man skal lade være med at prøve grænser af, mener han.

Statikkerne viser, at det især er yngre bilister mellem 17-34 år, som kører for stærkt.