Hver tiende er svært ensom: Men i virkeligheden kender vi nok alle følelsen

Knap en halv million danskere over 16 år føler sig svært ensomme, viser nye tal.

12 procent af befolkningen over 16 år føler sig svært ensomme. Det viser en rapport fra juni 2024, som Mary Fonden står bag.
12 procent af befolkningen over 16 år føler sig svært ensomme. Det viser en rapport fra juni 2024, som Mary Fonden står bag.
Grafik: Colurbox / Daniel Winther-John

Du kender formentlig godt følelsen. 

Den kommer, når du er helt alene på værelset og ikke har snakket med nogen hele dagen. Når du er isoleret og savner nogle at være sammen med. Men den kan også komme, når du står midt i en gruppe og forsøger at deltage i samtalen, mens du i virkeligheden føler dig udenfor. 

Følelsen af ensomhed. 

- Vi har nok alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores liv været ensomme. Men problemet opstår, når følelsen hænger ved og det bliver langsigtet, forklarer Majken Lundberg, der er sekretariatsleder ved Folkebevægelsen mod Ensomhed. 

Og det er netop det, der er på programmet, når foreningen inviterer omkring 200 fagfolk og andre interesserede til Ensomhedskonference torsdag i Herning. For det er vigtigt at få talt om, mener Majken Lundberg og henviser til de nyeste tal. 

12 procent af befolkningen over 16 år føler sig svært ensomme. Det viser en rapport fra juni 2024, som Mary Fonden står bag. De tal bliver bakket op af Den Nationale Sundhedsprofil 2023. Her anslås det, at omkring 470.000 voksne danskere føler sig ensomme. 

De tal skræmmer Kristine Frandsen, der er en af dem, der deltager i konferencen. 

- Det er et reelt samfundsproblem, som vi skal gøre noget ved nu, siger Kristine Frandsen. 

Hun er koordinator ved Husrum i Silkeborg og Skanderborg. Et fællesskab for unge, der føler sig ensomme.

- Det er rigtigt trist, at så mange er ensomme, for det kommer til at gå ud over deres liv. Derfor er det også vigtigt, vi bliver ved med at forske i problemet og dele erfaringer. For vi skal finde ud af, hvad der virker - og så gøre noget, siger hun. 

Store konsekvenser 

Kristine Frandsen mærker gennem sit arbejde på tæt hold, hvad ensomhed har af konsekvenser.  

- Man bliver man social isoleret, og det har konsekvenser for ens trivsel og mentale helbred. I sidste ende kan det udvikle sig til en depression og andre sårbarheder. 

I Regions Midtjyllands Sundhedsprofil fra 2021 står der også, at der er dokumentation for, at ensomhed øger risikoen for depression, forhøjet blodtryk, hjerte-kar-lidelser, søvnforstyrrelse, smerter og kortere levetid. 

Men Kristine Frandsen understreger også, at ensomhed er en tvetydig størrelse. Ensomheden kan nemlig både være udløst af eksempelvis en depression - men modsat kan ensomhed også føre til det. 

Og derfor kan det også have store samfundsmæssige konsekvenser, forklarer Kristine Frandsen, der også er sociolog: 

- Vi risikerer at få en generation, hvor flere ikke får en uddannelse eller bliver længere væk fra arbejdsmarkedet, og det koster vores samfund. 

Artiklen fortsætter efter afstemningen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et tabubrydende folkemøde

Konferencen holdes sammen med folkemødet Mental Talk i Herning, der også begynder torsdag og strækker sig til og med lørdag. Fra morgen til aften vil der være arrangementer flere steder i byen med fokus på at bryde tabuer om mental sundhed.

- Første skridt til at bryde fri af ensomheden er at tale om det. Det er altid det første, vi siger. Når man skal løsrive sig fra ensomheden, så skal man sige det til andre, siger Kristine Frandsen.

Og som fagpersonale hilser hun også konferencen velkommen.

- Her kan vi dele vores viden og erfaringer - og blive klogere. Og på den måde kan vi forhåbentlig sammen løse den helt store problematik.