Kampfly i 300 meters højde: - De flyver halvt så højt, som de plejer
To F-35 kampfly kommer til at suse ind over Midt- og Vestjylland torsdag. Her kan du se, hvor og hvornår de flyver.
300 meter over hovederne på midt- og vestjyderne - faktisk nærmest hele Danmark - kommer jagerfly til at suse forbi torsdag eftermiddag.
- Normalt ville vi flyve dobbelt så højt oppe, så man kommer virkelig til at kunne se og høre dem, siger Rune Dyrholm, der er pressemedarbejder i Forsvaret.
Det er en højde, man kun må flyve i, hvis man får en særlig tilladelse til det.
Kan man lide jagerfly, bliver det en vild oplevelse, men kan man ikke lide dem, så kan det måske være lidt voldsomt, uddyber han.
Det er to F-35 fly, der kommer til at flyve over Midt- og Vestjylland. Senere på ruten ved Aarhus kommer et F-16 fly med på ruten. Det har ikke brændstof nok til at flyve hele ruten.
Det er i anledning af flagdagen for Danmarks udsendte, at jagerflyene skal på tur rundt i Danmark.
Derfor er det også nærliggende at skænke de mange danske veteraner en tanke.
Kan det ikke være re-traumatiserende for veteraner med for eksempel PTSD at høre og se de her fly så tæt på jorden?
- Min holdning er, at deres oplevelse af kampfly er, at de er på deres side. Det er altså ikke fjenden, man ser og hører, siger Rune Dyrholm.
Herunder kan du se forsvarets kort over, hvor og hvornår flyene kommer forbi.
- Tidspunkter kan afvige lidt, siger Rune Dyrholm.
Det er dog kun med sekunder. Det er jo trods alt en militær 'operation'.