31-årige Anders har fået dato for operation
Den 24. september tager familiefar første skridt i kampen mod livsfarlig olie i sin krop.
Om godt en uge sætter 31-årige Anders Grinderslev Olesen sig i sin bil i Hee ved Ringkøbing og kører til Aarhus.
Dagen efter vender han hjem igen - i første omgang rimelig immobil på grund af den operation, han har gennemgået, men på sigt forhåbentlig som en mand med færre smerter i hverdagen.
Det er i hvert fald hans håb.
- Jeg har besluttet, at jeg tager operationen, for jeg har ikke så mange andre udveje. Men jeg synes godt nok, at det kommer tæt på nu. Jeg synes, at det bliver virkeligt, siger den 31-årige familiefar.
Paraffinpumpede muskler
Som 18-årig kom han ind i et træningsmiljø, hvor han først begyndte på steroider og siden begyndte at få sprøjtet paraffinolie ind i sine arme og skuldre.
- Jeg ville gerne høre til et sted. Jeg ville gerne være en del af noget. Jeg var usikker på mig selv. Det er jeg egentlig stadigvæk, men nu er jeg heldigvis også blevet klogere. Men jeg savnede et tilhørsforhold, og det fik jeg der. Jeg fik en mening.
- Jeg skulle bare træne. Jeg skulle bare være stor. Jeg skulle være stærk. Men det var simpelthen bare så torskedumt, reflekterer han i dag.
Musklerne blev svulmende store, men med tiden kom smerterne også.
I 2018 var det så slemt, at Anders Grinderslev Olesen lod sig operere for at få fjernet olie.
Det hjalp, men lykken var kort.
- Jeg fik mindre ondt i mine overarme, som jo var enorme før. Men der gik sgu ikke ret lang tid, så fik jeg ondt igen. Og det er nok fordi, at man i bund og grund har haft så lidt viden om, hvad man lavede, fortæller han.
Tør ikke lade være
I dag er smerterne igen så uudholdelige, at Anders Grinderslev har opsøgt hjælp. Det offentlige vil ikke hjælpe ham mere, men han føler ikke, at han kan lade tingene stå til.
Derfor har han fundet en læge på et privathospital, der gerne vil operere ham for egen regning. Det er datoen for den første operation, han nu har fået. Det bliver den 24. september.
- Det er sindssygt angstprovokerende. Jeg havde forberedt mig på, at der var længere ventetid, så jeg havde ikke troet, at jeg skulle igennem alle de her tanker nu, men nu kommer de alle sammen på én gang.
Tankerne, der fylder hos Anders Grinderslev Olesen, kredser sig både om økonomien og de risici, der er ved operationen.
Når sårene efterfølgende skal hele, kan der gå infektion i. Og der er heller ingen garanti for, at det faktisk vil hjælpe ham.
- Jeg er nødt til at fokusere på, hvad jeg har at vinde, og ikke hvad jeg har at tabe. Alternativet er, at mine arme bliver dårligere og må amputeres på et tidspunkt. Og så kan der komme kalksygdomme, der er kroniske, siger han.
Hør Anders Grinderslev Olesen fortælle, hvad der kommer til at ske under den første operation i videoen nedenfor. Artiklen fortsætter efter videoen.
Knap 70.000 kroner for en arm
Lige nu er det Anders Grinderslev Olesens venstre arm, der er hårdest ramt med sår, der ikke vil hele.
Derfor er det højre arm, der først kommer under kniven, så den ikke når at blive meget værre.
- De skærer op fra skulderen og ned på bagsiden af overarmen samt foran. Så åbner de og fjerner alt det, som ikke skal være der. De skærer ned til sundt væv eller en god sårbund, så der nærmest bare er helt rent kød.
- Omkring albueleddet har jeg mange kalkaflejringer, og dem vil han fjerne, så jeg måske kan få lov til at strække min arm igen for første gang i mange år.
- Og så går han (læge, red.) ned på underarmen, så langt han nu kan, uden at han går i gang med det dårlige på undersiden. Det er en sag for sig, siger han med henvisning til, at det der venter 24. september, blot er startskuddet for en række af operationer.
Dermed også en række af regninger. Den første lyder på godt 69.000 kroner.
- Vi gør alt, hvad vi kan. Vi køber ikke unødvendige ting, og vi rykker alt, der står på opsparinger. Så den første operation her skal nok gå, men det er jo så også al friheden, der ryger. Men det klarer vi som familie.