Krænkende kultur i Beredskabsstyrelsen: Værnepligtige går over stregen

Kulturen er langt mere kønskrænkende i Beredskabsstyrelsen end i resten af Forsvaret.

Peter Visti Svendsen
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Berøringer, fysisk vold og uønsket seksuel opmærksomhed – det er umiddelbart hverdag for nogle af Beredskabsstyrelsens værnepligtige. Det viser en nyligt offentliggjort rapport, som Forsvarsministeriet har lavet.

- Tallene overrasker os. Vi havde håbet på, at det så pænere ud, men det er også rart at have nogle konkrete tal at tale ud fra, siger Peter Visti Svendsen, der er uddannelseschef i Beredskabsstyrelsen Midt.

Rapporten bygger på en undersøgelse, som klarlægger kulturen i Forsvaret. Her står det klart, at kulturen er noget mere kønskrænkende i Beredskabsstyrelsen set i forhold til resten af Forsvaret – ikke mindst blandt de værnepligtige kvinder.

Undervisning skal ændre kulturen

I Forsvaret oplever 7,1 procent af de værnepligtige kvinder en kønskrænkende kultur. Ser man isoleret set på Beredskabsstyrelsen, er dét tal 16,2 procent, hvilket er mere end dobbelt så mange.

- Vi samlede alle de værnepligtige, da undersøgelsen lå klar i sidste uge. Vi understregede, at det her har overrasket os, siger Peter Visti Svendsen.

Uddannelseschefen mener, at den krænkende kultur skyldes en ond spiral, hvor de værnepligtige viderefører den dårlige moral til de nye værnepligtige. Derfor vil Beredskabsstyrelsen nu have undervist en række folk, som kan være med til at ændre kulturen.

3:00
Se tv-indslag om den krænkende krænkende kultur i Beredskabsstyrelsen.