Krisehjælp på afdød lærers arbejdsplads: - Vi bliver ikke overladt til os selv
Et kriseberedskab var klar til at tage imod både elever og personale, da de mødte ind på Parkskolen torsdag morgen.
På Parkskolen i Struer blev der torsdag flaget på halv.
Den 51-årige kvinde, der onsdag formiddag blev fundet død i sit hjem i Holstebro, var til daglig lærer på skolen.
Det bekræfter Helle Døj, der er lærer og fællestillidsrepræsentant på Parkskolen.
Derfor havde Struer Kommune torsdag morgen stillet krisehjælp til rådighed, da skolens elever og personale mødte ind.
- Det er fantastisk at opleve, siger Helle Døj.
- Alle hjælpetropperne er sendt ud. Vi bliver ikke overladt til os selv, siger fællestillidsrepræsentanten.
Blev informeret via Aula
Ifølge kommunaldirektøren i Struer Kommune, Jesper Thyrring Møller, blev alle forældre informeret om dødsfaldet onsdag aften via Aula. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
- Der er tilbud om psykologhjælp og anden vejledning, uddyber han overfor TV MIDTVEST.
Formanden for skolebestyrelsen på Parkskolen, Casper Kandeldorff, bekræfter, at bestyrelsen er informeret om sagen. Den er dog ikke involveret i det beredskab, der er sat i værk på skolen.
- Det handler om at sørge for at tage hånd om alle mennesker, der er berørt af det her, siger han.
De næste dage vil der ligeledes være krisehjælp til rådighed for skolens personale og elever.
Den 42-årige mand nægter sig skyldig i drab, men har erkendt vold.