Løkke klar til at ændre pensionsalder fra 2040
Der skal muligvis laves om på reglerne for, hvornår danskerne skal kunne gå på pension, anerkender Lars Løkke.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) anerkender i et interview med Berlingske, at det forlig, som betyder, at pensionsalderen stiger, er "skrøbeligt". Derfor foreslår han, at der laves om på forliget.
Ændringerne skal ifølge statsministeren træde i kraft efter 2040, skriver avisen.
Statsministeren fremlægger over for Berlingske selv to forslag. Det ene går ud på at lade pensionsalderen stige langsommere. Det andet går ud på at gøre det muligt at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet, mod at man modtager en lavere ydelse i folkepension.
'Det største blufnummer'
Emnet, om hvornår man skal kunne gå på pension, blev aktuelt, efter at Socialdemokratiet fremlagde et ønske om at gøre det muligt for nedslidte faggrupper at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet.
Til det formål har Socialdemokratiet peget på finansiering for tre milliarder kroner.
Det fik Lars Løkke Rasmussen til at kaldet forslaget for 'et af de største blufnumre i flere generationer i dansk politik'. Han mener, at forslaget er groft underfinansieret.
Derfor vil det ifølge statsministeren enten slå hul i statskassen eller skuffe en masse, der havde sat næsen op efter en tidligere pension.
Reglerne, for hvor høj pensionsalderen skal være, stammer fra Velfærdsforliget fra 2006.
Statsministeren støtter sig til det økonomiske prognoser, når han mener, at det godt kan lade sig gøre at ændre i forliget med effekt fra 2040 uden at slå hul i statskassen.
Prognoserne tegner et billede af, at dansk økonomi med Løkkes ord bliver "overholdbar" fra 2040.
Med i Velfærdsforliget fra 2006 er ud over Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Konservative og Det Radikale Venstre.
/ritzau/