Mænd bruger flere penge end kvinder på black Friday

Mere end hver anden mand regner ifølge en undersøgelse med at bruge mindst 1000 kroner på black friday.

På black friday er det ikke kun kvinderne, der bruger penge. Faktisk er det mændene, der bruger flest penge netop denne dag.
På black friday er det ikke kun kvinderne, der bruger penge. Faktisk er det mændene, der bruger flest penge netop denne dag.
Foto: Sarah Silbiger/AFP/Ritzau Scanpix

Det er en udbredt fordom, at kvinder har et særligt shoppinggen. Når det gælder black friday, ser det faktisk ud til at være mændene, der er mest klar til at bruge penge. 
Det viser en undersøgelse, som konsulenthuset Simon-Kucher & Partners har gennemført på baggrund af svar fra 515 repræsentativt udvalgte personer.

Blandt de personer, som regner med at skulle handle i forbindelse med black friday, forventer 60 procent af mændene at bruge 1000 kroner eller mere.
Til sammenligning har 50 procent af kvinderne på forhånd afsat mindst 1000 kroner til den store handelsdag.

Undersøgelsen viser også, at hos mændene har 13 procent afsat mindst 7500 kroner til black friday, mens det er fire procent af kvinderne, der på forhånd er klar til at bruge 7500 kroner eller mere.

En forklaring på forskellene mellem mænds og kvinders black friday-budget kan være, at flere mænd end kvinder planlægger at købe en elektronisk vare som eksempelvis et fjernsyn eller en smartphone på dagen.

Ifølge undersøgelsen er det hver fjerde mand, der regner med at købe elektronik på black friday eller cyber monday, der følger på mandag, mens det samme er tilfældet for hver sjette kvinde.

- Det er ikke impulskøb, der præger black friday. Vores undersøgelse viser, at folk i stor udstrækning bruger black friday til at købe ting, som de under alle omstændigheder skulle købe på et eller andet tidspunkt - heriblandt elektroniske devices, siger Nicolai Broby Eckert, der er partner hos Simon-Kucher & Partners.

Samlet set er de danske forbrugeres interesse for elektronik stærkt medvirkende til, at danske black friday-kunder i snit har det største budget for dagen i Europa.
På andre områder som for eksempel modetøj er danskerne mere på niveau med forbrugerne i vores nabolande, når det handler om, hvor meget man forventer at købe for på black friday.

3:44
Se indslag: Flere hundrede midt- og vestjyder er på gaden for at demonstrere mod Black Friday og gøre opmærksom på klimaet.