Midtjyllands lufthavn giver underskud: For få passagerer

Sidste år endte Midtjyllands lufthavn med at give 5,4 millioner kroner i underskud, og tilbagegangen i passagerer er fortsat i år.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Problemet er simpelt, men løsningen er ikke lige for.

- Vi skal have nogle flere passagerer, siger Frans Bjørn-Thygesen, lufthavnsdirektør, Midtjyllands Lufthavn.

Det er dog ikke sådan at rette op på. I januar fløj 155 færre passagerer fra lufthavnen sammenlignet med året før. Det lyder ikke af meget, men det svarer til 2,8 procent, hvilket skal ses i forlængelse af 2017, som var et svært år for lufthavnen.

- Vi skal have vendt det til overskud, men det vil tage nogle år desværre, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Ni kommuner smider millioner

Midtjyllands Lufthavn, som ligger i Karup, er ejet af ni omkringliggende kommuner. Siden 2012 har de kæmpet for at få overskud hos lufthavnen, og tre gange har de måtte smide millioner i kassen for at dække underskuddet.

- Det er selvfølgelig en lidt frustrerende situation, for vi har en lufthavn, der har været her i 50 år uden vi skal putte penge i. Det skal gå rundt, siger Carsten Kissmeyer, der er tidligere mangeårig borgmester i Ikast-Brande kommune.

Den dårlige økonomi skyldes dog ikke kun de manglende passagerer. Det er nemlig rigtig dyrt at betale for sikkerheden, men troen på overskud er der fortsat.

- Der er et stort vækstpotentiale, men desværre er passagererne ikke klar over, at det koster under det halve af, hvad de tror, der er dobbelt så mange afgange, og det tager under den halve tid i forhold til at køre i bil, Frans Bjørn-Thygesen, lufthavnsdirektør, Midtjyllands Lufthavn.

I 2017 var der 147 tusind passagerer igennem lufthavnen.

1:38