Muslinger skal rense fjorde og fodre dyr
En ny type muslingeopdræt kan forbedre vandmiljøet og samtidig blive vigtig foder til landbrugsdyr.
En død og ildelugtende fjord kan være resultatet, når vandet får tilført for mange næringsstoffer. Det kan en musling være med til at afhjælpe.
Dyrker man blåmuslinger på liner i fjordene, kan de nemlig være med til at rense vandet.
- Muslingerne lever blandt andet af alger. Og alger er noget af det, man ser lidt skævt til, fordi de kan have en negativ effekt på vandmiljøet, siger Mette Møller Nielsen, biolog ved Dansk Skaldyrcenter i Nykøbing.
Når blåmuslingerne har gjort nytte i fjorde og farvande, så er det meningen, at de skal bruges som foder til økologiske grise og høns.
- En stor del af projektet er at se, om vi kan gøre det omkostningseffektivt. Altså producere muslingerne til en pris, hvor det giver mening at lave dem om til foder, siger Mette Møller Nielsen.
Innovationsfonden har netop givet 16 millioner kroner til det nye forskningsprojekt.
- Vi kan måske være med til at sætte skub i en ny industri. Det er vores forventning og forhåbning, siger Mette Møller Nielsen.