Nu må mænd igen komme med til ultralydsscanninger
Nu må mænd igen være med når deres gravide kærester og koner skal scannes og patienter må igen få besøg.
Patienter på sygehuse og beboere på plejehjem får nu bedre muligheder for at få besøg.
Regeringen har besluttet at lempe de corona-restriktioner, der blev indført i marts.
Det betyder at indlagte patienter nu kan få besøg af en eller to personer. Og ambulante patienter kan få en ledsager med til undersøgelse eller behandling.
Samtidigt giver det igen plads til at mænd må komme med til ultralydsscanninger, til stor glæde for flere par.
- Det er jo en stor ting og noget som man ser frem til, så derfor vil man gerne opleve det selv, forklarer Jakob Forum Harritz fra Viborg.
Han skal være far til et hold tvillinger til efteråret og havde næsten opgivet håbet om at være med til scanningen.
- Det er bare noget som er vigtigt i ens liv, det er jo et kapitel for sig, så det er fantastisk, at vi kan dele det nu, fortæller Anne Christine Forum Harritz.
Skrappe restriktioner i landsdelen løsnes
I hele Region Midtjylland er under fem personer nu indlagte med Covid-19. Men regionen har hidtil holdt sig til de skrappe restriktioner for adgang til sygehusene.
- Selv om der er få smittede i Region Midtjylland, så er der smittede i Region Midtjylland, og vi skal sørge for at hospitalerne ikke bliver årsag til at der kommer flere smittede, siger Ole Thomsen, som er koncerndirektør i Region Midtjylland.
Men nu bliver kravene altså løsnet i takt med at samfundet genåbner.
- Det at komme med en gravid ind til en scanning er formegentlig ikke en lige så risikabel situation, som at komme ind som besøgende til en svært syg patient, der er indlagt, forklarer Ole Thomsen.
Det er ikke kun hospitalerne, der nu åbner for flere besøgende. På plejehjemmene på beboere nu udpege en til to personer, som må besøge dem indendørs.