Offentligt ansatte skal have bæredygtigt tøj
Alternativet vil have regeringen til fremover at sikre, at offentligt ansattes tøj er fremstillet og indkøbt miljøvenligt og socialt ansvarligt.
Politibetjente, sygeplejersker og soldater skal fremover gå i miljømæssige og socialt ansvarlige uniformer.
Alternativet foreslår nemlig, at regeringen laver en indkøbsstrategi for det offentlige, der sikrer, at indkøb af tøj og tekstiler bliver miljøvenligt og socialt ansvarligt inden for de næste fem til ti år. Det skriver Information.
- Produktionen af tøj og tekstiler er en af de største miljøsyndere overhovedet. Den bygger på massivt forbrug af sprøjtemidler og vandressourcer, ligesom den fører til stor udledning af CO2. Vi synes derfor, det er helt oplagt, at det offentlige bidrager til at fremme den miljøvenlige og ansvarlige produktion, siger Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist.
I et nyt såkaldt beslutningsforslag - eller forslag til folketingsbeslutning - pålægges regeringen derfor at sikre »åbenhed om leverandørkæder og at en stadig større andel af indkøbet lever op til certificeringsordninger som eksempelvis GOTS eller lignende«.
GOTS (Global Organic Textile Standard) er en mærkningsordning for økologiske tekstiler og dækker hele kæden fra høst af råvarer gennem miljømæssig og social ansvarlig produktion til det færdige produkt.
- Mange danskere har efterhånden taget de økologiske fødevarer til sig, men de fleste ved desværre ikke, hvor skadelig tøjproduktion er, så der er god grund til, at staten går foran som det gode eksempel på dette område, siger Rasmus Nordqvist til Information.
Danskerne bruger 16 kilo tøj om året, og dette forbrug koster årligt miljøet 3,3 milliarder kroner. Når der bliver produceret én t-shirt af bomuld, sendes der en efterregning til miljøet på næsten 12 kroner. Det vil sige, at miljøet bliver belastet i sådan en grad, at for hver enkelt t-shirt, der bliver produceret, vil det koste 12 kroner at udbedre belastningen. Men regningen til miljøet bliver ikke betalt herhjemme, men derimod i lande som Kina, Indien og Tyrkiet, hvor tøjet produceres.
- Det vil være fornuftigt, at det offentlige tager ansvar og er med til at flytte efterspørgslen til tekstiler, der er produceret med størst mulig omtanke for både mennesker og miljø. Når det gælder certificeringer, er det vigtigt, at man ser på hele tøjets livscyklus, og det vil samtidig være oplagt at kombinere flere certificeringer for både at sikre de sociale og miljømæssige aspekter af produktionen, siger Julie Koch, kampagnechef i Greenpeace i Danmark.
Senest har Clean Clothes Campaign, der arbejder for bedre arbejdstagerrettigheder i tøjindustrien, kritiseret Tøjeksperten for ikke at tage ansvar for, at der er sikre forhold på de fabrikker, hvor de får syet tøj, samt at offentliggøre hvilke fabrikker og hvordan arbejdsforholdene er. Talskvinde for den danske afdeling, Helle Løvstø Severinsen, kalder Alternativets beslutningsforslag for et skridt i den rigtige retning:
- Bare det at åbne for, at der kan være et andet parameter end pris, er vi rigtig glade for. At få de sociale parametre ind i indkøbene er derfor afgørende. Og det handler om løn, fagforeningsrettigheder og arbejdstid, siger hun til avisen.
Beslutningsforslaget kommer, efter EU i 2008 besluttede, at 50 procent af Unionens indkøb bør være miljørigtige.
"Det nuværende forbrug i EU forårsager miljøskader i et uholdbart omfang," hedder det i handlingsplanen fra 2008.
"Hvis verden som helhed fulgte traditionelle forbrugsmønstre, ville det globale ressourceforbrug være firedoblet i løbet af 20 år. Det er derfor nødvendigt at fremme udviklingen og udbredelsen af miljøvenlige produkter."
Positiv modtagelse
I dag er både Socialdemokratiet og Enhedslisten positive over for Alternativets beslutningsforslag.
- Der er jo ingen tvivl om, at tøjproduktion er noget af det mest forurenende overhovedet. Og når vi mener, at det offentlige bør gå foran, når det handler om økologisk mad, så bør det selvfølgelig også gælde for tøj, siger Enhedslistens miljøordfører, Maria Reumert Gjerding.
Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, understreger dog, at før han kan tage endelig stilling, må de økonomiske og praktiske konsekvenser af beslutningsforslaget afklares.
Miljøstyrelsen har dog tidligere konkluderet, at »grønne indkøb ikke behøver at være dyrere«. Tværtimod. I mange tilfælde har de offentlige institutioner endda opnået besparelser på driften, for eksempel i kraft af mindre energiforbrug.
- Men forslaget lyder interessant, og det er kun positivt, hvis man kan fremme miljørigtigt og bæredygtigt tøj, siger Socialdemokratiets miljøordfører.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) skriver i en kommentar, at "miljøvenlig produktion af tøj er vigtigt, da der på verdensplan bliver brugt store mængder af vand og pesticider i produktionen af tekstiler."
"Det fremgår også af regeringsgrundlaget, at offentlige investeringer og indkøb i højere grad bør ske på baggrund af livscyklusberegninger, så man kigger på det samlede udgiftsniveau i stedet for kun at se på anskaffelsesprisen. Regeringen har nedsat et Advisory Board for cirkulær økonomi, som kommer med anbefalinger på området inden sommer. Jeg ved, at offentlige indkøb er noget af det, som de ser nærmere på. Desuden har regeringen både et Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb og et Forum for Bæredygtigt Indkøb, så der er allerede i dag mulighed for offentlige og private indkøbere til at få råd og vejledning."