Politiet efterforsker røveri mod FC Midtjylland-fan

Fem FCK-fans har ifølge Københavns Politi frarøvet en jakke og et halstørklæde fra fan af FC Midtjylland.

FC Midtjylland spillede lørdag mod FC København i Parken.
FC Midtjylland spillede lørdag mod FC København i Parken.
Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Efterforskerne fra Københavns Politi skal nok finde frem til den FCK-fan, som lørdag angiveligt frarøvede en FC Midtjylland-fan sin jakke og sit halstørklæde efter midtjydernes 2-0-sejr over FCK i Parken i København.

Det er meddelelsen fra Kenneth Hviid Simonsen, som er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Politiet har endnu ikke identificeret manden.

- Men vi har nogle rigtig fine spor, så jeg er ret sikker på, at vi nok skal få identificeret gerningsmanden til det her.

- Så min opfordring til ham vil helt klart være, at han indfinder sig på en politistation, siger Kenneth Hviid Simonsen.

Har billeder af gerningsmand

Anmeldelsen om ulovlig tvang kom kort efter klokken 18.00, efter at de to tophold havde mødtes i Superligaen.

En 29-årig FC Midtjylland-fan, der gik sammen med et par andre tilhængere fra det midtjyske, var blevet frarøvet sit halstørklæde og sin jakke af en person fra en gruppe af fem FCK-fans.

Politiet har billeder af de formodede gerningsmænd, og de indgår i efterforskningen af sagen, kunne vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen oplyse tidligere lørdag aften.

Og sporene er altså gode nok til at politiet forventer at kunne finde frem til røveren uden de store problemer.

- Det er jo måske rarere at komme herind end at se sit ansigt i en avis og blive anholdt hjemme på sin bopæl, siger Kenneth Hviid Simonsen.

Tilskuer fik ildebefindende

Fodboldkampen i Parken fredag aften endte 2-0 til FC Midtjylland.

I slutminutterne blev kampen afbrudt i mere end 20 minutter, da en tilskuer fik et ildebefindende.

20230930-170506-L-5504x8256ma
Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Mens vedkommende blev behandlet, gik spillerne i omklædningsrummene.

Tilskueren blev transporteret væk, hvorefter kampen blev genoptaget.

På det sociale medie X skrev FCK, at tilskueren var vågen og blev kørt på hospitalet.