Producenter oplever højeste priser i mere end 20 år
Afrikansk svinepest i Asien og særligt Kina har været med til at skrue de danske svinepriser op.
De danske svineproducenter har i tredje kvartal oplevet de højeste priser for deres svin i mere end 20 år.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
I tredje kvartal har noteringen på slagtesvin været oppe på 13,60 kroner per kilo. Det er en væsentlig stigning sammenlignet med januar i år, hvor noteringen lå på 8,30 kroner per kilo.
Danmarks Statistik oplyser, at man skal helt tilbage til maj 1997 for at finde en højere pris, end den de danske svineproducenter oplever i øjeblikket.
En af hovedårsagerne til de høje priser er den afrikanske svinepest, som har bredt sig til det meste af Asien, hvor den har medført kraftig nedgang i de asiatiske og særligt de kinesiske svinebestande.
Ifølge Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, kan pesten betyde, at de danske svinepriser vil fortsætte med at ligge højt de næste år.
- Situationen med afrikansk svinepest i Kina er desværre stadig ude af kontrol. Og det ser ud til, at der godt kan gå nogle år, før kineserne for alvor kan få produktionen op igen.
- I den periode forventer vi, at vi vil fortsætte med at have de her høje svinepriser, siger Frank Øland.
Cheføkonomen nævner, at de danske forbrugere også vil kunne mærke, at priserne på svin er steget.
Han understreger dog samtidig, at man ikke skal forvente at skulle til at betale det dobbelte for det svinekød, man køber i supermarkedet.
- Når man køber svinekød fra køledisken, så betaler man også for meget andet end bare kødet fra landmanden. Derfor er effekten på priserne ude i køledisken faktisk ikke så stor.
- Priserne er i dag nok steget 5-10 procent, og de kommer måske til at stige 5-10 procent mere. Så det er i den størrelsesorden, at den danske forbruger kommer til at kunne mærke en effekt, fortæller Frank Øland.
Også i 1997 og 2001 var der høje danske priser på slagtesvin.
Og ligesom det er tilfældet i dag, så var prisstigningerne dengang forårsaget af problemer med husdyrsygdomme i andre lande.
Blandt andet blev Holland i 1997 ramt af svinepest, og det bidrog til at øge den danske efterspørgsel og give højere priser for de danske producenter.
/ritzau/