Regeringen afviser lavere afgifter på benzin og diesel
Dermed kommer Danmark ikke til at følge i fodsporene på Tyskland og Sverige.
En benzinpris, der nærmer sig 20 kroner, kan få de fleste bilister til at tænke sig om en ekstra gang, inden de kører en tur i den firehjulede.
Men S-regeringen kommer ikke til at pille ved afgifterne for at hjælpe de bilister, der må se husholdningsbudgettet skrumpe, mens benzinprisen tordner i vejret.
Det siger skatteminister Jeppe Brus (S).
- Det er en dårlig idé.
- Vi vil gerne beskatte det, der forurener, men anerkender samtidigt, at de stigende priser er en ufordring for mange danskere. Derfor har vi foreslået at hæve befordringsfradraget, siger ministeren.
Jeppe Bruus' kommentar er faldet i forbindelse med et møde i Folketingets skatteudvalg, hvor partierne har drøftet et borgerforslag, der vil fjerne alle afgifter på benzin og diesel.
I skrivende stund har forslaget fået knap 90.000 underskrifter.
- Den almene danskers indkomst kan ikke følge med de store prisstigninger, vi står overfor. Det er ikke kun brændstoffet, der stiger, men brændstof er det vigtigste for, at befolkningen kan komme frem og tilbage på arbejde, varer kan leveres etc., skriver forslagsstillerne.
Flere har indført lavere afgifter
I Sverige og Tyskland har de høje oliepriser ført til midlertidige afgiftslettelser på de dyrbare dråber.
Fra 1. juni til 31. august bliver afgifterne på benzin og diesel sænket i Tyskland. Det betyder, at prisen bliver 2,5 kroner lavere på benzin. Det betyder, at en liter benzin nu koster i omegnen af 14 kroner, skriver TV Syd.
Jeppe Bruus anerkender at de nye, lavere tyskere afgifter kan føre til grænsehandel.
- Det bliver meget svært for forbrugerne og erhvervslivet, hvis vi hver gang skal justere danske afgifter, når et naboland ændrer på dem.
Regeringen mener, at et højere befordringsfradag særligt vil hjælpe de pendlere, der ikke har mulighed for at bytte bilen ud med en plads i toget.
- Vi vil gerne hjælpe dem, der ligger og pendler, understreger ministeren.