Rumlen i baglandet: En af ejerne vil overveje sin stilling

En ny indenrigsrute fra Billund til Kastrup kan få betydning for Midtjyllands Lufthavn. Borgmester i en af ejerkommunerne afviser ikke, at det kan ændre kommunens stilling.

Midtjyllands Lufthavn
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

SAS har meldt ud, at man fra næste år igen vil begynde at flyve fra Billund til Kastrup. Det er blevet meldt ud, at man fra marts 2025 vil flyve fire gange dagligt på fra Billund. 

Ole Kirchert Christensen, der er redaktør på luftfartsmediet check-in.dk, vurderer overfor TV MIDTVEST, at denne rute kan blive en konkurrent til Midtjyllands Lufthavn i Karup. 

Midtjyllands Lufthavn er ejet af ni midt- og vestjyske kommuner. 

En af de ni kommune er Ikast-Brande. Borgmester i kommunen, Ib Lauritsen (V), siger til TV MIDTVEST, at han forventer, at en ny indenrigsrute mellem Billund og København vil påvirke luftfarten fra Karup. 

- Helt konkret vil jeg gerne lige se, hvad det er for nogle ruter, man tænker, men der er ingen tvivl om, at hvis man begynder at flyve fra Billund til København, så vil det have en påvirkning af Midtjyllands Lufthavn. Der vil jo være rigtigt mange borgere, der bor her i Midtjylland, som så har et alternativ, siger han. 

Borgmesteren afviser ikke, at den nye rute kan få betydning for kommunens tilgang til lufthavnen, hvis indenrigsruten mellem Billund og København bliver realiseret, som det er meldt ud. 

- Hvis der kommer fire afgange fra Billund, så får det en eller anden betydning. Så vil det påvirke passagertallet, siger han. 

Og det kan få jer til at opgøre jeres stilling på ny? 

- Præcis. 

Borgmester vil holde fast 

En anden af lufthavnens ejerkommuner er Ringkøbing-Skjern. Hans Østergaard (V), som er borgmester i kommunen, tror efter udmeldingen fortsat på en fremtid for Midtjyllands Lufthavn. 

- Jeg håber, at vi fortsat kan flyve fra Midtjyllands Lufthavn, for jeg mener, at den er vigtig for Midt- og Vestjylland, siger han.

Borgmesteren mener, at Midtjyllands Lufthavn fortsat vil have eksistensberettigelse, selvom en rute bliver etableret mellem Billund og København.

- Som det ser ud lige nu, så vil jeg da stå fast på, at det er vigtigt for os at bevare lufthavnen i Karup, og at vi skal arbejde videre med det, siger borgmesteren. 

Så du tænker ikke, at det kommer til at have direkte betydning for støtten til Midtjyllands Lufthavn? 

- Nu er jeg jo kun en ud af 29, så det kan jeg have svært ved umiddelbart lige at svare på. Så jeg kan kun tale for egen regning, og der er mit budskab, at jeg tænker, at det er vigtigt, at vi fortsat har Midtjyllands Lufthavn, siger Hans Østergaard.