Jeppe og Peter fik stjålet alt: - Det var en forfærdelig oplevelse

De fik stjålet crossere for over en halv million kroner. Nu har de fået noget af det tilbage.

2:11
Se og hør, hvordan Jeppe Krüger Larsen og Peter Skræm havde det, lige efter de var kommet hjem fra deres drømmeferie, der endte som et mareridt.
Foto: Natasja Fie Danielsen, TV MIDTVEST

Det var en hyggelig tur rundt i Europa, lige indtil Peter Skræm og Jeppe Krüger Larsen fik stjålet deres varebil i Belgien med motorcrosscykler og andre personlige ejendele.

- Det var en forfærdelig oplevelse. Jeg er blevet helt paranoid, fortæller Peter Skræm og fortsætter:

- Man er helt bange for at tage hjemmefra, og man tjekker, om alt er låst fire gange, inden man tager afsted.

De to crossglade drenge fra Thisted stod pludseligt i shorts og t-shirts og med kun 20 procent strøm på deres telefoner, og så måtte de være kreative med at komme hjem. 

Og hjem kom de, men særligt en følelse fyldte bagefter.

- Jeg følte mig helt tom. Det var første gang i 25 år, at jeg ikke havde en cykel. Det er en livsstil, og sådan har det altid været. Det er ens personlighed at køre cross, lyder det fra Peter Skræm.

Særligt de mange crosstrøjer, der var i bilen, og som nu er stjålet, betød meget for Peter Skræm. Han sammenligner dem med feriebilleder, i det der var mange gode minder forbundet med trøjerne. Minder, som nu er væk. 

Det var nogle dyre motocrosscykler, der var i bilen. I alt blev der stjålet for over en halv million kroner, var vurderingen dengang.
Det var nogle dyre motocrosscykler, der var i bilen. I alt blev der stjålet for over en halv million kroner, var vurderingen dengang.
Foto: Privatfoto

Knap to måneder efter tyveriet arbejder de på at få erstatning for alt det, de mistede. 

- Der er kommet en opgørelse. Vi har fået cirka 60 procent tilbage af, hvad vi fik stjålet af inventar i bilen, siger Peter Skræm. 

Men selvom de har fået erstatning, var det ikke givet, at de skulle vende tilbage til cross-livet.

- Det har været en hård omgang. Vi stod lidt og kiggede på hinanden og betvivlede, om vi skulle gøre det igen. Vi blev så enige om, at det var vi nødt til, fortæller Peter Skræm.

Sagen med bilen er trukket ud

Selvom en forsikringserstatning for inventaret i bilen er gået relativt smertefrit med at få, så er det en anden sag med bilen. Den sag er stadig ikke afsluttet. 

- Det er snart syv uger siden. Det er utroligt, at det kan tage så lang tid med den. Jeg kan godt forstå, at alt det andet har været svært. Der har været mange ting, siger han.

De to unge mænd var afsted i en Mercedes Sprinter, som er forsikret hos Købstædernes Forsikring, og her kan skadelederen ikke gå ind i den specifikke sag, men hun kommer med et generelt svar.

- Det er helt almindelig praksis, at der som minimum går fire uger, for det kan være, at bilen bliver tilvejebragt igen, siger Helle Dahl, der er skadeleder ved Købstædernes Forsikring og fortsætter:

- Sker det ikke, vil sagen overgå til taksator, og det samarbejde, der er mellem taksator og de forurettede, afgør så, hvor hurtigt det går.