Bubbles tager støjreducerende hovedtelefoner over grænsen

Unge iværksættere tager første skridt mod en drøm i udlandet.

Nicklas Stockholm og Christian Ørum skrev i juni under på en kontrakt i Tyskland.
Nicklas Stockholm og Christian Ørum skrev i juni under på en kontrakt i Tyskland.
Foto: PR-foto

Endnu et mål er nået for virksomheden Bubbles.

De to unge mænd Nicklas Stockholm og Christian Ørum er nu nået ud over landegrænsen med deres støjreducerende hovedtelefoner, som er udviklet til at hjælpe skoleelever mod støj i klasselokalet.

- Vi har underskrevet en kontrakt om et pilotprojekt med to skoler i Tyskland, fortæller Nicklas Stockholm og uddyber:

- Vi har hele tiden haft store visioner. Så for os bliver det her et vigtigt skridt. 

Kontrakten blev underskrevet i juni, og om fjorten dage begynder to skoler i Flensborg at tage hovedtelefonerne i brug i seks folkeskoleklasser.

Pilotprojektet strækker sig over tolv måneder, og går det, som Bubbles håber på, skal de efter perioden levere hovedtelefoner til 260 skoler i Tyskland.

- Under pilotprojektet skal vi finde ud af, hvordan vores koncept passer bedst til det tyske marked. Skal vi lave nogle ændringer, eller kan vi bare oversætte vores nuværende koncept til tysk, fortæller Nicklas Stockholm.

Hjælper flere end forventet

Det er fire år siden, at 22-årige Nicklas Stockholm og 23-årige Christian Ørum vandt DM i entreprenørskab og grundlagde Bubbles. Siden vandt de også EM og VM i iværksætteri.

TV MIDTVEST besøgte iværksætterne i februar sidste år. Dengang brugte 17 af landets kommuner hovedtelefonerne. I dag findes de i 50.

Også i medarbejderstaben har virksomheden udvidet. I februar sad fire medarbejder på kontoret i Herning. I dag er de i gang med at ansætte den niende.

Succesen tog for alvor fart, efter virksomheden deltog i DR-programmet Løvens Hule. Her fik de investorerne Louise Herping og Tommy Ahlers med ombord, og de er stadig en del af teamet.

Bubbles begyndte som et tilbud til skolelever med ADHD, som følte sig forstyrret af larm i klasselokalet. Men langt størstedelen af de elever, der i dag bruger de støjreducerende hovedtelefoner, har ingen diagnose.

- Gennem de fire år har vi erfaret, at vores løsninger hjælper børn med både ADHD, ADD og autisme, men vi ser også, at vi skaber glæde for mange andre elever.

Champagneflasker står klar

Selvom den første kontrakt med udlandet nu er underskrevet, har de to iværksættere flere nye mål. I vindueskarmen på kontoret i Herning står ti flasker champagne, og om halsen af dem alle er der skrevet en ny målsætning.

- Man skal huske at fejre, når der er vind i sejlene, siger Nicklas Stockholm.

Derfor røg champagneproppen også på en af flaskerne i juni, hvor kontrakten med skolerne i Flensborg blev underskrevet. Selvom der nu er skålet for det mål, så fortsætter Bubbles mod nye.

- I dag har vi for eksempel en fornuftig position på det danske marked, og det vil vi fortsat gerne udvide. Og så skal vi lære af de erfaringer, vi kommer til at få fra det tyske marked, og tage dem med os, siger han.