Baby-alpaka var døden nær: Her får den afgørende hjælp

Mor Hanne var glad for den hjælp, som et hold af læger og sygeplejersker bidrog med i forbindelse med fødslen af en lille baby-alpaka.

0:23

En lille sød baby-alpaka blev forleden født på Egelund Dyreklinik, men fødslen gik ikke helt som ventet.

Det var et mindre drama, da teamet af dyrlæger og sygeplejersker skulle assistere alpakaen Hannes fødsel. En lille baby-alpaka så umiddelbar sund og rask ud, men hurtigt opdagede teamet, at den nyfødte havde slugt fostervand.

Og så skulle der arbejdes hurtigt.

Lise Svejgaard, der er dyrlæge på klinikken, ejer alpakaerne, og hun er lykkelig over, at hendes kollegaer var klar, da der var allermest brug for dem. 

- Der blev givet ilt, og mor Hanne var med i hele processen, hvor hun både fik lidt at spise og fulgte med i, at alt foregik korrekt, fortæller Lise Svejgaard i en mail til TV MIDTVEST.

Og selvom det kan være problematisk at nærme sig et dyr i fødsel, så var der samtykke fra mor Hannes side.

- Vi har ikke normalt alpakaerne inde i klinikken, men dyr ved godt, hvornår nogle ønsker at hjælpe dem, siger Lise Svejgaard.

Den nyfødte baby alpaka har det i dag fint og er sund og rask, forlyder det.