Holstebro Musikskole: Musik skal hjælpe mange flere sygdomsramte

Der findes skolekor, kirkekor, pigekor og drengekor, men i fremtiden vil Holstebro Musikskole have mere musik som handler om at hjælpe sygdomsramte.

Linda Kaul Steffensen fra Holstebro Musikskole drømmer om, at musikskolen får mange flere tilbud til sygdomsramte i fremtiden.
Linda Kaul Steffensen fra Holstebro Musikskole drømmer om, at musikskolen får mange flere tilbud til sygdomsramte i fremtiden.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Holstebro Musikskole har for nyligt fået sig et parkinsonkor, som mødes hver onsdag. Nu drømmer de om at få mange flere lignende tilbud i huset.

- Vores vision er, at vi bevæger os fra den traditionelle musikskole, som arbejder med dannelse af børn og unge og talentudvikling, til faktisk og være et sted der bidrager til musik og sang for alle borgere i Holstebro kommune, fortæller Linda Kaul Steffensen, som er souschef hos Holstebro Musikskole.

De seneste år er der kommet flere tilbud i huset. Eksempelvis har de for de yngste og ældste et projekt med at lave fællessang på børnehaver og plejehjem og et tilbud til gravide, som de kalder 'sange med mødre' i samarbejde med jordmødre og Gødstrup sygehus. 

- I løbet af de sidste år er der været massiv forskning på det her område, og der er ingen tvivl om, at sang har en positiv virkning på alle mennesker. At alle oplever bedre velbefindende og får udløst de her endorfiner, dopamin og oxytocin og alle de her kemistoffer i vores hjerner, siger Linda Kaul Steffensen.

Skal hjælpe mod sygdom

Forskningen på området gør, at musikskolen nu har lyst til at få endnu flere nye typer kor og lignende ind i huset.

-  Vi får det simpelthen bedre af musik, og derfor kan vi måske lettere håndtere de udfordringer, vi kan have i forhold til sygdomme eller i forhold til en særlig situation i forbindelse med en sygemelding eller andre ting i livet, der kan krasse en lille smule. Det vil vi gerne biddrage til, siger Linda Kaul Steffensen

På vej er både et neurokor og et demenskor.

- Og så samarbejder vi lige nu med kommunen om at lave nogle målrettede indsatser for nogle borgere, der er tilknyttet forskellige instanser i kommunen. Det kan jeg ikke sige så meget om endnu, for det er stadigvæk sådan lige ved at blive aftalt, siger Linda Kaul Steffensen.

4:05
Se hvordan det ser ud, når parkinsonkoret mødes på Holstebro Musikskole hver onsdag.