Højeste antal i ti år: Markant flere opsætter solceller

Flere og flere danskere får solcelleanlæg på taget eller i haven. Sidste år blev der opsat knap 14.000 små private solcelleanlæg, viser nye tal fra Vurderingsstyrelsen.

Det er det højeste antal siden 2013.

Også i 2022 var antallet højt, men de foregående otte år blev der årligt sat 2100-3200 solcelleanlæg op. Dermed er der de to seneste år opsat lige så mange private solcelleanlæg som de otte år før - tilsammen.

Den pludselige stigning er der dog en særlig forklaring på, hvis man spørger kontorchef for BBR Christopher Stryhn Møller.

- Det skyldes formentlig, at mange boligejere har reageret på de pludselige stigninger i elpriser i 2022 og en generel bekymring for forsyningssikkerheden, siger han i en pressemeddelelse.