Motorvej rykker nærmere: Sådan kan linjeføringen blive
Her kan du se, hvordan en kommende motorvej ved Viborg er tænkt udformet.
En ny motorvej ved Viborg bliver markant dyrere, hvis den skal føres øst om byen i stedet for vest om. Prisforskellen er 1,2 milliarder kroner.
Det viser Vejdirektoratet rapport om den kommende midtjyske motorvej, der blev offentliggjort onsdag. Folketinget har i infrastrukturplanen afsat knap fem milliarder kroner til at bygge en motorvej forbi Viborg på en strækning fra Klode Mølle i syd til Løvel i nord.
Nu er Vejdirektoratet klar med en rapport, der vurderer de trafikmæssige, miljømæssige og økonomiske konsekvenser af en motorvej henholdsvis øst og vest om Viborg. Rapporten vurderer også muligheden for at udbygge den eksisterende rute 13 til en motortrafikvej.
Rapporten viser, at en motorvej vest om Viborg lige nøjagtig kan holdes inden for budgettet på knap fem milliarder kroner. Derimod vil en motorvej øst om byen løbe op i godt og vel seks milliarder kroner.
Samtidig viser rapporten, at vest-løsningen kun påvirker halvt så meget beskyttet natur som for eksempel eng, hede og søer.
Rapporten peger også på, at der er mindre støjpåvirkning i vest. Samtidig skal der eksproprieres markant færre ejendomme i vest, nemlig 55-65 ejendomme. Mens der forventes 110-120 ekspropriationer øst om byen.
- Jeg er ikke blind for, at vest-løsningen holder sig inden for den økonomiske ramme i modsætning til øst-løsningen. Men jeg vil ikke lægge mig fast på noget før den offentlige høring, siger transportordfører Thomas Jensen (S).
Rapporten fastlægger også de præcise linjeføringer øst og vest om Viborg. Den skal nu i høring frem til den 15. november 2024. Derefter tager folketinget en politisk beslutning om motorvejsprojektet i begyndelsen af 2025.