Ryanair lukker base: Det kan få konsekvenser
Ryanair har meldt ud, at de lukker deres base i Billund, men det er fortsat uvist, hvilke konsekvenser det får.
Rigtig mange midt- og vestjyder har i mange år nydt godt af billige flybilletter med Ryanair fra Billund og ud i verden.
Nu lukker Ryanair deres base med to fly i Billund, men hvad det får af konsekvenser er fortsat uvist ifølge Jesper Klausholm, kommunikationsdirektør hos Billund Lufthavn.
- Vi ved ingenting, heller ikke hvad konsekvensen bliver. Vi vidste godt, at de ville lukke basen, men de to fly her står kun for en tredjedel af afgangene i Billund. Resten bliver fløjet af andre fly, siger han.
Ryanair står i dag for 25 procent af trafikken i Billund Lufthavn, og de har i alt 120 destinationer med direkte afgang.
Kommunikationsdirektøren håber, at det fortsætter.
- Vi ser gerne, at de fortsætter deres ruter, og at de nuværende afgange bliver.
Er det realistisk?
- Det tror jeg ikke. Her sender de et signal til os og regeringen, og de kommer med al sandsynlighed til at skære. Spørgsmålet er bare, om det er i større eller mindre skala. Det ved vi ikke.
Afventer udmelding
Baggrunden for lukningen af basen er den nye lufthavnsskat, der lægger op til 50 kroner oven i billetprisen på alle flyafgange fra Danmark.
Ryanair skiver i en pressemeddelelse, at lufthavnsskatten er skyld i, at Danmark foruden de to fly mister 1,7 millioner udbudte sæder og 32 ruter oven i de investeringer og job, der afhænger af de lukkede afgange.
- Nu afventer vi, at Ryanair melder endeligt ud, så vi ved, hvordan vi skal agere. Nu holder vi hovedet koldt og hjertet varmt, siger Jesper Klausholm.
De ansatte på basen i Billund er blevet orienteret om lukningen og er blevet tilbudt job andre steder i organisationen.
Ryanair har også meldt ud, at de samtidigt nedlægger alle ruter til og fra Aalborg.