Se billederne: Her hærgede skybruddet

Der var mange, der fredag eftermiddag mærkede, hvad der føltes som åbne sluser direkte fra himmelen. Her er nogle af de steder, hvor det gik vildt for sig.

Det vilde skybrud fik konsekvenser for rigtig mange midt- og vestjyder.
Det vilde skybrud fik konsekvenser for rigtig mange midt- og vestjyder.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Vand, vand og atter vand. 

Det vilde skybrud fik konsekvenser for rigtig mange midt- og vestjyder fredag. 

Her er nogle af de steder, hvor det stod værst til. 

Bygning brast sammen 

I virksomheden Mega Overflade-Teknik ApS i Sønder Felding lå bygningens mursten pludselig som LEGO-klodser på jorden. 

Taget styrtede sammen under gårdsdagens skybrud. 

Klakkerne i byen kunne ikke trække vandet væk. De var fyldt op, og det skabte fatale problemer. 

Det gjorde, at tagvandet ikke kunne løbe væk hos virksomheden.

- Så bliver vandet bare stående oppe på taget, og så vokser kiloene ellers bare.

- Det er lidt en skam. Det er jo ikke mere end et par år siden, hvor vi lige har fået renoveret alt taget på hele bygningen. Så det er helt nyt, fortæller Henrik Sørensen, ejer og direktør for Mega Overflade-Teknik ApS.

Oversvømmet skole

I Mejrup blev skolen fyldt med vand. 

Det bekræfter skoleleder Tom Pedersen, som fortæller, at der er vand i aulaen.

Heldigvis kom regnskyllet først, da skolebørnene var taget på weekend fredag eftermiddag.

Strandede fisk fra dambrug

I Kulsøen ved Troldhede havde vandmasserne fået vandet til at stige, og det efterlod strandede fisk rundt om søen. 

Fortovet skyllede væk

I Kibæk stod borgerne på Østergade pludselig uden fast grund under fødderne. 

Foran pizzariet Milano Pizza fik regnmasserne fortovet til at kollapse. 

- Vi fik os noget af et chok, siger ejeren af bygning, hvor pizzeriaet ligger, Hasse Rahbek. 

Se ham vise ødelæggelserne i Østergade frem her:

1:08

Heldigvis er Hasse Rahbek forsikret, fortæller han. Og derfor kan de også klare denne udfordring, siger han.

- Herregud, jeg har set så meget gennem tidens løb, så det her det afskrækker mig ikke.

- Jeg skulle have været med til Veteranløb i Rødekro lørdag, men det er så ikke sikkert, jeg når det, siger han skuffet. 

Togstrækning lukket

På strækningen mellem Skjern og Herning forsvandt en jordvold, som togskinnerne ligger på, pludseligt. 

Strækningen er foreløbigt lukket frem til den 11. september.