Se billederne her: HC Midtjylland jubler efter oprykning til 1. division
En sejr i lørdagens kamp mod Nørre Djurs HK Sikrede håndboldherrerne fra HC Midtjylland en oprykning til 1. division.
Det er knap et år siden, at håndboldklubben HC Midtjylland erklærede sig konkurs og måtte opgive sin plads i ligaen.
Siden er de startet op med et nyt mandskab, og nu ser det altså lysere ud for klubben. Med en sejr på 36-28 over Nørre Djurs HK sikrede de sig lørdag en oprykning fra 2. division.
- Det er jo fedt. Det er det, vi har kæmpet for hele sæsonen, siger håndboldspilleren Rasmus Madsen, som måtte se den store kamp fra sidelinjen på grund af en skade.
Kampen blev spillet i Sportcenter Herning foran knap 500 tilskuere. HC Midtjylland skulle få to point på de sidste to kampe i spillerunden, for at drømmen om en oprykning skulle gå i opfyldelse.
Og med en føring på 4-0 efter seks minutter så det allerede lyst ud for de midtjyske håndboldherrer.
Selvom gæsterne enkelte gange åndede midtjyderne i nakken, bevarede de roen og formåede at holde føringen kampen igennem.
Fem minutter inden kampen blev fløjtet af havde midtjyderne et forspring på otte mål. Og de skadede holdkammerater var så småt begyndt at fejre sejren fra sidelinjen.
- Nu ser det perfekt ud. Vi kan mærke, at den næsten er hjemme, siger Rasmus Madsen.
Og hjemme, det var den få minutter efter. Men holdet er altså ikke helt færdige i 2. division. På næste lørdag skal de spille deres sidste kamp på udebane mod lokalrivalerne fra Viborg HK.