Spændende år i vente: Her er ti ting, du kan glæde dig til i 2025

2025 bliver et begivenhedsrigt år i det midt- og vestjyske.

Året, der kommer 2025
Foto: Per Arnesen/TV 2/Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix/Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

2025 bliver et år med fart på her i landsdelen.

Vi har samlet ti ting, som du kan se frem til her i Midt- og Vestjylland. Listen er selvfølgelig langt fra fyldestgørende, og vi hører gerne fra dig, hvis du ser frem til særlige begivenheder i det år, der lige er skudt ind. 

Begivenhederne på vores liste bliver præsenteret i kronologisk rækkefølge.

1) Håndbold-VM i Herning 14. januar - 2. februar

Mathias Gidsel
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Allerede 14. januar går det løs i Jyske Bank Boxen i Herning, når de danske håndboldherrer skal forsøge at vinde deres fjerde VM på stribe. 

Udover Danmark skal der også spilles kampe i Kroatien og Norge. 

Endnu engang må det danske hold påtage sig favoritværdigheden - særligt efter et overbevisende OL-guld i sommer. 

Historien viser da også, at de danske håndboldstjerne plejer at få det til at spille i Boxen. I 2019 vandt Danmark en storsejr på 31-22 over Norge i finalen. 

2) Batteritog bliver taget i brug 

Batteritog
Foto: Siemens Mobility A/S

I Danmark har Midtjyske Jernbaner sammen med staten indkøbt syv batteritogsæt og er i gang med omstillingen af infrastrukturen, så batteritogene kan sættes ind i 2025.

De første tog ventes på skinner i Vestjylland i begyndelsen af året.

De nye tog og anlæg udgør en samlet investering på cirka 500 mio. kroner, har Region Midtjylland skrevet.

Togene skal leveres af Siemens Mobility.

I løbet af året vil TV MIDTVEST desuden bringe en helt ny programserie om VLTJ-banerne. 

3) Melodi Grand Prix i Herning 1. marts

Saba
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

For syvende gang bliver Herning vært for Dansk Melodi Grand Prix i 2025, når Jyske Bank Boxen åbner dørene for sangkonkurrencen 1. marts. 

I 2024 var det endda en deltager fra Ringkøbing, der løb med sejren, da Saba vandt med sangen "Sand". 

4) Ishockey-VM i Herning 9. – 25. maj

Ishockey
Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

Den ene folkefest afløser den anden i Herning. 

Godt og vel to måneder efter, at håndbold-slutrunden er fløjtet af, bliver shorts og harpiks byttet ud med puk og ishockeystave i Jyske Bank Boxen til VM i ishockey for herrer.

Herning deler værtsskabet med Sverige, og i alt 30 indledende kampe og heraf syv danske kampe bliver spillet i Boxen. Semifinaler og finale spilles dog i Sverige. 

5) Royal Run i Viborg 9. Juni 

royal run frederik
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

For anden gang i Royal Runs historie er en by i Midt- og Vestjylland blandt de fem værtsbyer, når Viborg inviterer til motionsfest 2. pinsedag. 

Borgmesteren Ulrik Wilbek (V) lægger ikke skjul på, at domkirkebyen i flere år har bejlet til at blive værtsby for det kongelige løb. 

- Det har jo noget at gøre med, at vi er en gammel kongeby. Kongehyldningerne fandt sted her. Vi er en domkirkeby, vi har historien med os, og den vil vi fortælle, har Wilbek tidligere udtalt. 

6) Michellinstjerner uddeles 16. Juni 

Nicolas Min Jørgensen er ejer og køkkenchef i Restaurant Tri i Agger.
Nicolas Min Jørgensen er ejer og køkkenchef i Restaurant Tri i Agger.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Når de årlige Michellinstjerner bliver uddelt 16. juni bliver det spændende at følge, om flere midt- og vestjyske spisesteder kan løbe med den flotte anerkendelse. 

I forvejen har Restaurant Domæne i Herning og Restaurant Tri i Agger hver især én stjerne, som de begge vandt i 2023. 

Det er som bekendt muligt at vinde tre stjerner i alt. Derudover skal det selvfølgelig også nævnes, at det er muligt at miste sin stjerne.

Uddelingen af Michellinstjerner finder sted i Odsherred på Sjælland.

7) Forever-festival i Viborg 20. – 21 juni

Skive Festival 2023
Foto: Torben Adsersen

Endnu et år byder Midt- og Vestjylland på et væld af festivaller. Thy Rock, Skive Festival, Haze Over Haarum, Rock i Ringkøbing og Alive er eksempelvis alle velkendte navne. 

Men i 2025 ser en helt ny festival dagens lys - nemlig festivallen Forever i Viborg. 

Festivallen strækker sig over to dage, og de forventer, at 25.000 gæster vil lægge vejen forbi. Af musikere vil blandt andre Roxette, Chaka Khan og Lisa Ekdahl stå for musikken. 

8) Jonas Vingegaards store Tour de France-revanche 5. – 27. juli 

Vingegaard
Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Til sommer skal Jonas Vingegaard bevise overfor hele verden, at han fortsat er kongen af Tour de France. I fjord blev han som bekendt vippet af tronen af Tadej Pogacar. 

Cykelfans verden over er allerede i fuld gang med at varme op til den store revanche. 

Spørgsmålet er, i hvor høj grad Jonas Vingegaard var hæmmet af sit voldsomme styrt i 2024, eller om sloveneren ganske enkelt er et niveau over thyboen. 

9) Brande fylder 850 år 31. august – 7. september

Fødselsdag
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I 2024 var det Holstebro, der kunne fejre 750-års fødselsdag, mens Thisted fejrede 500 år som købstad. Men i år kan Brande fejre hele 850-års fødselsdag.

Den officielle åbning finder sted 31. august i Brande Kirke, og ifølge Brande Bladet har byrådet bevilget 300.000 kroner til festugen.  

Programmer er stadig ved at blive planlagt, men der arbejdes på både revy, lysshow, afsløring af gavlkunstværk samt et stort fyrværkeri. 

10) Hvide Sande - sæson 2

Hvide Sande
Foto: Per Arnesen, TV 2

I 2025 kan midt- og vestjyderne også glæde sig til en ny sæson af tv-serien Hvide Sande.

I første sæson af 'Hvide Sande' fra 2021 gik danske Helene og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas undercover i Hvide Sande for at finde gerningsmanden bag et brutalt mord på en ung, tysk surfer.

I den kommende sæson af 'Hvide Sande' folder en ny krimifortælling sig ud. Der introduceres to nye hovedpersoner, den stressramte efterforsker Maj og den unge lokalbetjent Bjørn, der spilles af skuespillerne Anne Louise Hassing og Allan Hyde.

TV 2 har endnu ikke meldt ud, hvornår den nye sæson helt præcist bliver sendt.