Stære i tusindvis giver sorte shows
Stærene samles lige nu i store flokke. Så store, at de nærmest kan formørke solen - og deraf navnet sort sol.
Det er et imponerende syn. Noget man bare bliver glad af.
Sådan beskriver Maiken Damm den oplevelse, hun fik forleden ved Kølsen Enge. Her kredsede tusindvis af stære på himlen og slog ned i tagrørene.
- Den ene stæreflok efter den anden kom og landede i rørene. Jeg var egentlig kørt ud for at opleve solnedgangen, og så var det en helt anden oplevelse, jeg fik med hjem, siger Maiken Damm fra Viborg.
Hun kører tit ud til Kølsen Enge, der hvor Skals å løber ud i Limfjorden.
- Naturen betyder meget for mig, og det er nærmest blevet en hobby for mig at tage ud forskellige steder omkring Viborg. Man får altid en oplevelse med hjem, siger Maiken Damm fra Viborg.
Stæren, fuglen med den sortglinsende fjerdragt, kender de fleste fra haven, hvor den hele sommeren tager stankelben og larver på græsplænen. Men om efteråret samles stærene i store flokke for at overnatte i rørskove.
Lone Lauritsen har sommerhus ved Gjellerodde og har mange gange set sort sol, men i år er det helt anderledes.
- Det her var helt ekstraordinært. Vi stod meget tæt på og stærene reagerede ikke på os. Det er det vildeste, jeg har oplevet, siger Lone Lauritsen fra Sørvad.
Hvorfor stærene samles i store flokke forår og efterår ved man ikke præcist.
En af forklaringerne er ifølge Naturstyrelsen at stæren er snæver- og nærsynet, og derfor har svært ved at opdage fjender.
Stærens øjne sidder som hos os mennesker: Den ser godt frem, men ikke til siden eller bagud. Placeringen er ideel, når den skal fange stankelben, men en bagdel, når den skal holde vagt. I de store flokke er stærene formentlig bedre i stand til at afvise angreb fra rovfugle.
Vil du gerne opleve de store stæreflokke, så kan du opleve det helt frem til december.