Statsminister: Effekt af skoleåbning afgør næste skridt i genåbning

Store dele af Danmark kunne have været genåbnet, hvis ikke det var for den britiske mutation.

Regeringen og myndighederne har ikke lyst til at tage yderligere skridt i genåbningen af Danmark, før det står klart, hvilken effekt på smittespredningen det har haft at sende de yngste elever tilbage i skole. Det skriver Mette Frederiksen, der her ses på besøg på Allerslev Skole i Lejre tidligere på måneden, på Facebook lørdag. (Arkivfoto)
Regeringen og myndighederne har ikke lyst til at tage yderligere skridt i genåbningen af Danmark, før det står klart, hvilken effekt på smittespredningen det har haft at sende de yngste elever tilbage i skole. Det skriver Mette Frederiksen, der her ses på besøg på Allerslev Skole i Lejre tidligere på måneden, på Facebook lørdag. (Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen "afviser ikke nogen idéer på forhånd", når det handler om de næste skridt i genåbningen af samfundet.

Men før næste skridt kan tages, skal myndighederne vide, hvilke effekt det har haft på smittespredningen, at de mindste elever er kommet tilbage i skole. Det skriver statsministeren lørdag på Facebook.

- Om kun to uger er vinteren slut. For hver eneste dag, der går, bliver stadig flere danskere vaccinerede. Og vi er nu på vej ind i et forår, hvor vi løbende og gradvist – men forsigtigt – kan udfase stadig flere restriktioner, skriver Mette Frederiksen.

- Lige nu arbejder myndighederne og eksperterne på højtryk for at beregne forskellige scenarier.

- Regeringen afviser ikke nogen idéer på forhånd. Det kan være regionale og lokale genåbninger og øget anvendelse af test. Alt det drøftes også med Folketingets partier.

- Samtidig er det dog for tidligt at vurdere, hvad åbningen af 0. – 4.-klasse har betydet. Det er vi nødt til at være mere sikre på, før vi kan gå videre.

Statsministeren noterer videre, at hvis det ikke var for den britiske mutation, kunne en stor del af samfundet, der i dag er omfattet af restriktioner, være åbnet op igen.

Det er ikke specificeret i opslaget, hvilke dele af samfundet statsministeren har i tankerne.

Op til weekenden har både oppositionen og erhvervsorganisationen Dansk Industri haft forskellige forslag til, hvordan regeringen igen kan lempe forskellige restriktioner.

Dansk Industri ser også gerne, at det laves en målstreg i fremtiden, hvorfra alle restriktioner løftes med undtagelse af krav om test ved indrejse.

Det skal ske, når alle i risikogrupper og over 50 år, som ønsker en vaccine, har fået det.

Oppositionen har samtidig presset på for, at der allerede nu sker en genåbning, der bliver forskellig på tværs af Danmark, alt efter hvor stor smittespredning, der er i forskellige dele af landet.

De Konservatives Søren Pape sagde fredag:

- Hvorfor skal hele Danmark straffes, fordi der er nogle få steder, hvor smitten ikke er under kontrol.

/ritzau/