Stor bunke smykker fundet i grøftekant: Nu leder politiet efter ejerne
Politiet har gennemgået de næsten 100 smykker. Der er ikke noget, der kan lede dem frem til ejerne. Nu sender de billeder ud i håbet om, at smykkerne kan finde hjem.
En årvågen borger gjorde i midten af februar et noget usædvanligt fund.
I en grøftekant langs Guldforhovedvej ved Bording fandt vedkommende en større bunker smykker i form af både ringe, ure, halskæder og vedhæng.
Borgeren indleverede fundet til politiet, og nu efterlyser de så ejermanden - eller ejermændene - til smykkerne i en pressemeddelelse.
- Der bliver sommetider fundet smykker, der er blevet smidt et sted, men det plejer at være nogle ganske få stykker. Her er der vel omkring halvandet kilo, siger Henning Præstegaard, der er politikommissær ved Lokalpolitiet i Herning.
Der er tale om 86 brugte smykker, som ikke skønnes at have nogen større værdi. Ifølge finderen har smykkerne ikke ligget ret længe i grøften, og politiet oplyser da også, at de ikke bærer præg af, at have ligget ret længe i naturen, da de ikke ser ud til at være påvirket af vind og vejr.
- Det er ikke lykkedes os at finde frem til nogen, der mangler dem, og nu har vi haft dem en måneds tid. Derfor prøver vi en anden metode for at se, om vi måske endda kan være med til at opklare nogle indbrud på den her måde, siger Henning Præstegaard.
Hvis man genkender et eller flere af smykkerne, kan man kontakte lokalpolitiet i Herning via telefonnummer 114.