- Vi gravede med tårer i øjnene. Vi tænkte ikke, vi gravede bare
To surfere var med til at grave to børn ud af sandet. En oplevelse, som har rystet dem, og fået dem til at tænke.
De to tyske drenge på henholdsvis ni og 12 år er døde efter sandskredet, der skete søndag i Vorupør. Drengene afgik ved døden tirsdag aften. Det meddeler Midt- og Vestjyllands Politi onsdag 28. august.
Der var ingen snak. Kun tårer og dyb koncentration.
Sådan beskriver to venner, Henning Nockel og Sebastian Schacht, den situation, de søndag ved et tilfælde stod midt i.
De to surfere kom til, da en kvinde kom løbende på stranden for at hente hjælp. Ikke langt fra hvor de surfede, var de to børn på ni og 12 år fanget under sandet. En gruppe på 10-20 folk var allerede i gang med at forsøge at grave de to børn fri, og det tog ikke mange sekunder før Sebastian Schacht og Henning Nockel, som var taget til Vorupør fra Tyskland for at surfe, sluttede sig til dem.
- Alle var koncentrerede. Alle var triste, og gravede med tårer i øjnene. Der var ingen snak, måske et enkelt spørgsmål om, hvor vi skulle grave, men ellers ingen snak. Vi gravede, fortæller Sebastian Schacht.
Sebastian Schacht og Henning Kockel vidste kun, at nogle børn var fanget under sandet. De vidste ikke, hvor mange, og præcis hvor. Men de vidste, at det var et kapløb med tiden, og at der var brug for alle hænder - og ben - hvis børnene skulle have en chance for at komme ud i live.
- Vi flyttede rigtig meget sand. Det var ikke bare dybt, det var også supertungt sand. Vi prøvede at flytte sandet, skubbe det med vores ben, 10 mennesker samlet, men vi kunne ikke, fortæller Henning Nockel dagen efter ulykken.
Stod med dreng i sine hænder
Flere og flere mennesker kom til og hjalp med at lede efter børnene i sandet. Men Henning Nockel endte med at være én af de, som først fik synet af et barn under dynget.
Ikke langt derfra stod nogle kvinder, og han tænkte, at en eller flere af dem måtte være drengenes mor.
- De græd og græd, husker Henning Nockel.
- Det virkede, som vi aldrig ville finde noget under det sand. Men lige pludselig var der en jakke. Jeg rørte ved ham, og da jeg havde den første dreng i mine hænder, kunne jeg mærke, at han bevægede sig. Og jeg kunne ikke tro det. Jeg kunne ikke tro at under alt det sand, som vi havde flyttet, var der noget, som bevægede sig, siger Henning Nockel.
Han gjorde alt i sin magt for at få drengen under sandet fri.
- Jeg ville flytte sandet fra højre til min venstre side, men idet jeg gjorde det, rørte en person ved mit ben og sagde: ”Vent, der er nogen her”
- Der fandt vi det yngste barn. Men han bevægede sig ikke, fortæller Henning Nockel.
Ringede straks til sine børn
De to surfere sidder dagen efter ulykken tæt på stranden og ser ud over vandet. Oplevelsen har rystet dem og givet dem tanker, de ikke er vant til, fortæller de.
- Jeg føler mig tom. Jeg hørte, at børnene er på sygehuset og kritisk tilstand, men det er et mirakel, at de er der. Det er et mirakel, siger Henning Nockel.
- Pludselig tænker du over alting. Over livet og døden og krigen, hvor mennesker graver efter mennesker hver eneste dag, siger han, og fortæller, at han kort tid efter oplevelsen havde brug for at tale med sine egne børn. Han ringede straks til dem:
- Jeg havde bare brug for at vide, at de var okay.
Lettelse - og stor sorg: - Det var bare børn, der legede
Da redningsmandskabet fik de to drenge helt fri af sandet, spredte lettelsen sig blandt den store gruppe på stranden, som havde gravet drengene fri med hænder og ben.
Alle var udmattede og lettede, forklarer surferne. De begyndte at klappe og så med lettelse hinanden i øjnene.
Men da de gik fra stedet igen, blev lettelsen opslugt at sorgen over det, der var sket med de to drenge.
- Vi tænkte jo på, om de ville overleve. Havde de en chance for at overleve det?, genfortæller Sebastian Schacht.
Han er i Vorupør med sine børn og har dem ofte med ude at surfe.
- Vi tager vores børn med ud i bølgerne og laver nogle farligere ting med dem. Og så er det de to børn, som var i gang med det mest fredelige, du kan komme i tanke om: De gravede bare i sandet, og så sker det her, reflekterer Sebastian Schacht.
- De to børn gjorde ingenting galt. De nød naturen, sandet, stranden. De legede bare.
