Politiet er til stede i Vorupør - særligt ét spørgsmål går igen

Sandskredet i Nørre Vorupør har fået flere bekymrede til at stille spørgsmål til politiet. Et spørgsmål går igen.

INCOMING 260824 1718 mabr
Foto: Mathilde Due Brander, TV MIDTVEST
Opdatering

  • De to tyske drenge på henholdsvis ni og 12 år er døde efter sandskredet, der skete søndag i Vorupør. Drengene afgik ved døden tirsdag aften. Det meddeler Midt- og Vestjyllands Politi onsdag 28. august.

Midt- og Vestjyllands Politi har med en mobil station været til stede ved Nørre Vorupør, hvor et sandskred søndag begravede to tyske drenge. 

Den mobile politistation har givet mulighed for, at lokale og turister berørt af situationen har kunnet få hjælp.

Og der har særligt én ting fyldt særligt meget.

- Noget af det, der bekymrer folk mest, når de kommer herind, det er status på de to børn. Vi kan ikke oplyse noget, fortæller Bjørn Nørgaard Bo, viceinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi og tilføjer:

- Politiet er ikke besiddelse af nye oplysninger om deres status. Men det er klart, det er det, der fylder.

Bjørn Nørgaard Bo fortæller, at der har været mange igennem hele dagen. Både lokale og turister.

- De har reageret på hver sin måde. Det er klart, at dem, der har været helt tæt på, er rigtig berørte af det. Og det skal man også have lov til. Nogle har haft behov for at komme ind og lukke døren. De er så berørte af det, fortæller han. 

Generelt er han godt tilfreds med deres tilstedeværelse. 

- Det har været en god dag, når man tager højde for, hvorfor vi er her. Vi har fået rigtig mange gode snakke med turister og lokale, der har været meget berørte af den hændelse (sandskredet, red.), der skete i går i Vorupør, beretter Bjørn Nørgaard Bo.