Vidne udfordrer Støjberg-forklaring: Notat spillede ingen rolle
Topjurist er ikke enig i Inger Støjbergs udlægning af centralt notat i sagen om adskillelse af asylpar.
Inger Støjberg (V) har kaldt et notat, hun godkendte som udlændingeminister 9. februar 2016 for helt central i sagen om adskillelse af asylpar, hvor den ene er mindreårig.
Men daværende afdelingschef og topjurist i ministeriet Lykke Sørensen mener, at notatet ikke har spillet en særlig rolle dengang - i hvert fald ikke for hende.
- Jeg har ingen særlig erindring om, at notatet spillede en rolle. Som jeg husker det, var det et notat, som i nogen form var udarbejdet af Udlændingestyrelsen, og det kan have kørt frem og tilbage med bemærkninger, siger hun under afhøringen torsdag.
Inger Støjberg har ellers kaldt notatet helt centralt, og at det var hendes grundpræmis for hele sagen, hvor en pressemeddelelse blev til en ulovlig instruks om, at asylpar skulle adskilles.
- Jeg tror ikke, jeg har været klar over 9. februar, at ministeren havde godkendt notatet. Det var et notat, som var forankret i en anden afdeling, og derfor har jeg ikke fulgt med i, hvornår ministeren har godkendt det, siger hun.
Udsagnet er centralt, fordi ministeren dengang pressede på for, at der ikke skulle være undtagelser, når Udlændingestyrelsen adskilte parrene. Der skulle heller ikke tages hensyn til fælles børn.
Det har Folketingets Ombudsmand siden kaldt ulovligt, og Lykke Sørensen advarede allerede dengang om det. Det har Støjberg erkendt i Retten på Frederiksberg, selv om hun tidligere har afvist, at hun blev mundtligt eller skriftlig advaret.
Lykke Sørensen var heller ikke dagen efter klar over, at ministeren havde godkendt notatet.
Det var den dag, hvor de talte om sagen på et koncendirektionsmøde, hvor Lykke Sørensen advarede om ulovligheden i at adskille folk uden en individuel sagsbehandling.
- 10. februar havde vi et koncerndirektionsmøde, og det stod ikke klart, i hvert fald ikke for mig, at ministeren havde godkendt en ordning med undtagelser, siger Lykke Sørensen.
Torsdag fandt formand og landsdommer Peter Mørk Thomsen anledning til at indskærpe, at det ikke er et notat, som Støjberg har medbragt, men at det er ægte.
Notatet har da også været fremlagt flere gange undervejs i afhøringerne.
Han slår desuden fast, at Folketingets Ombudsmand har set notatet i sin endelige form, hvilket tidligere har skabt forvirring.
- Der er ikke tale om et helt nyt dokument, som helt overraskende er kommet frem. Det har indgået i Ombudsmandens vurdering af sagen, siger han.
Støjberg har ikke tidligere henvist til notatet i hverken interview, på samråd eller i svar til Folketinget i løbet af de fire år, sagen har varet.
Hun har forklaret, at det er, fordi det for hende var en "grundpræmis", og hun havde ikke fundet "anledning" til at bringe det op.
/ritzau/