Vingegaard får selskab af syv danskere i touren
Her er en liste over de otte danske deltagere i årets Tour de France.
Onsdag udtog Bora som det sidste hold sit mandskab til Tour de France, der begynder lørdag i italienske Firenze. Her blev der som ventet ikke plads til Frederik Wandahl.
Dermed er otte danskere officielt udtaget til det franske etapeløb, som begynder på lørdag:
* Magnus Cort, Uno-X. Den dobbelte etapevinder er med for sjette gang og bliver frontfigur på det norske Uno-X-hold.
* Christopher Juul-Jensen, Jayco. Den slidstærke hjælper deltager for sjette gang i træk og syvende gang i alt.
* Jonas Vingegaard, Visma. Knap tre måneder efter sit alvorlige styrt er den dobbelte vinder meldt klar til at forsvare Tour-tronen. Det er fjerde gang, han deltager i løbet.
* Jakob Fuglsang, Israel-Premier Tech. Den 39-årige bjergrytter skal køre Tour de France for 12. gang. Han blev samlet syver i 2013 og nummer 12 fem år senere, men er udgået de seneste tre gange, han er stillet op.
* Mads Pedersen, Trek. Eksverdensmesteren skal for femte gang i træk jagte etapesejre på den største af alle cykelscener. Både i 2022 og 2023 fik den 28-årige sprinter en etapesejr med hjem fra Frankrig.
* Michael Mørkøv, Astana. Med sine 39 år bliver han en af feltets mest erfarne ryttere. Det bliver hans niende Tour og den sjette i træk - igen i en dedikeret rolle som hjælper.
* Søren Kragh Andersen, Alpecin. Den 29-årige fynbo er med for sjette gang, og han skal hjælpe stjernerne Mathieu van der Poel og Jasper Philipsen, men givetvis også selv jagte en etapesejr til supplere sine to etapesejre fra 2020.
* Casper Pedersen, Quick-Step. Den 28-årige rytter skal med til Touren for tredje gang i karrieren. Han skal hjælpe Remco Evenepoel, der er holdets kaptajn.
Kilder: Holdenes hjemmesider og procyclingstats.com.