Tidligere rådgiver for Mogens Jensen har stadig sms'er i minksag
Eksrådgiver for fødevareminister er klar til at udlevere sms-korrespondance i minksagen, oplyser bisidder.
Søren Andersen, tidligere særlig rådgiver for forhenværende fødevareminister Mogens Jensen (S), fortæller gennem sin bisidder i granskningskommissionen, der undersøger minksagen, at han er i besiddelse af sin gamle mobiltelefon.
Og dermed den sms-korrespondance med Statsministeriets stabschef Martin Justesen, der er blevet slettet på stabschefens telefon.
Ifølge Ritzaus udsendte i granskningskommissionen har Søren Andersen via sin bisidder sagt, at han kan udlevere sin gamle telefon til kommissionen, skulle den ønske det. Det har kommissionens formand, Michael Kistrup, taget til efterretning.
Tirsdag aften skrev B.T., at Martin Justesen har en standardindstilling på sin telefon, så sms'er bliver slettet efter 30 dage.
Dermed kunne granskningskommissionen ikke få udleveret sms'er mellem ham og Fødevareministeriets særlige rådgiver fra de intense dage i november sidste år, hvor regeringen besluttede at slå alle mink ned i Danmark.
Og hvor det efterfølgende kom frem, at der ikke var lovhjemmel til beslutningen.
Beskyldt for at fjerne spor
Det var specielt i Fødevareministeriet, der var viden om, at der ikke var lovhjemmel. Og daværende fødevareminister Mogens Jensen valgte at trække sig på grund af sagen.
Derfor er der stor interesse for kommunikationen mellem Statsministeriet og Fødevareministeriet i spørgsmålet om, hvor meget Statsministeriet vidste i de afgørende dage.
Efter B.T.'s afsløringer af de slettede sms'er er det kommet frem, at både statsminister Mette Frederiksen (S), stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og departementsråd Pelle Pape havde indstillet deres telefoner til at slette sms'er.
Det har ført til beskyldninger om, at Statsministeriet har prøvet at fjerne spor i sagen og forholder offentligheden - og ikke mindst granskningskommissionen - oplysninger om sagen.
Statsministeriet har oplyst, at det gerne samarbejder med granskningskommissionen om at få genskabt de slettede sms'er.
Søren Andersen er nu særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).