Salling-virksomhed frikendt for tredje gang: Har ikke kopieret Ilse Jacobsens gummistøvler
Virksomheden Morsø Sko Import A/S har nu fået sat punktum i en årelang strid med den kendte designer Ilse Jacobsen og hendes virksomhed.
Højesteret har talt – den lokale virksomhed Morsø Sko Import A/S, der ligger i Vester Lyby nord for Skive, har ikke gjort sig skyldig i at kopiere den kendte designer og erhvervskvinde Ilse Jacobsens gummistøvler.
Dermed er Højesteret helt på linje med både Sø- og Handelsretten samt Vestre Landsret, der tidligere er nået frem til samme konklusion.
- 3-0, lød det begejstret fra virksomhedens direktør, Kristian Damgaard Larsen, da svaret blev ringet ind på telefonen.
- De havde afvist hende på alt. Hun havde ingen ophavsret fået, og vi har ikke krænket hende. Det var en klar stadfæstelse af både Sø- og Handelsretten samt landsrettens domme. Så det er vi godt tilfreds med. Det er vi super godt tilfredse med, uddybede han.
Ifølge Skive Folkeblad begyndte sagen, der handler om ophavsret og loven om markedsføring, i 2015, hvor kunder i Bilka kunne købe sorte, langskaftede gummistøvler med rød snørelukning af kædens eget mærke, VSR, til 199 kroner.
Støvlerne var importeret hjem fra Kina til supermarkedskæden af den lokale virksomhed, men Ilse Jacobsen fik salget bremset, og hun trak virksomheden i retten med et krav om 269.200 kroner til sit selskab, samt 25.000 kroner personligt. Hun forlangte desuden, at de resterende støvler skulle destrueres, og at der skulle udstikkes et forbud mod videresalg af støvlen.
I 2016 frifandt Sø- og Handelsretten Morsø Sko Import A/S, og i 2018 kom Vestre Landsret frem til samme resultat. Ifølge avisen mente retten ikke, at Ilse Jacobsen kunne påberåbe sig ophavsret, fordi detaljerne på hendes støvler ifølge deres vurdering var set på andre støvler tidligere. Desuden mente retten også, at en række detaljer på støvlerne var forskellige.
Det fik dog ikke Ilse Jacobsen til at give op. Via procesbevillingsnævnet fik hun lov til at prøve sagen ved Højesteret, fordi den ses som en principiel sag om ophavsret. Men nu er det så endegyldigt slut, og Salling-virksomheden kan lægge sagen bag sig.
- Vi er bare glade ved, at vi har fået afsluttet den her sag efter fem år. Det har været en lang, sej kamp med en del bekymringer undervejs og selvfølgelig også en masse omkostninger, siger Kristian Damgaard Larsen.