To heste døde efter påkørsel

I alt otte heste var sluppet løs ved Fredsø på Mors - fem af dem blev ramt af en bil.

Politibil.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En flok løse heste var mandag morgen involveret i et færdselsuheld på Mors.

Flokken blev klokken 07.24 ramt af en bil på Kjeskærvej ved Fredsø nær Nykøbing.

Bilen blev ført af en 61-årig ansat ved Morsø Kommune, og hun har forklaret politiet, at hestene pludselig stod på vejen foran hende, og at hun ikke kunne nå at undvige.

- Hun blev tilset af en ambulance på stedet. Hun skulle ikke være kommet til skade, men var selvfølgelig rystet efter påkørslen, siger vagtchef Allan Riis fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Han oplyser, at der i alt var otte løse heste på vejen, og at fem af dem blev ramt af bilen. 

En af hestene var så medtaget, at den blev aflivet af en dyrlæge på stedet, og en anden løb væk og blev senere fundet død i nærheden. 

En tredje blev kørt til behandling på et dyrehospital på Fyn, og de to andre er blevet tilset af dyrlæger i ejerens stald.