Glæde i nord: Farvel til FIFA og i skole igen
I næste uge må 5.-8. klasserne i syv nordjyske kommuner igen komme i skole. Det er de generelt meget glade for, selvom nogle også har hygget derhjemme.
TV MIDTVESTs udsendte møder lørdag eftermiddag tre drenge på en fodboldbane ved Hurup Skole.
De har det tilfælles, at de går i 8. klasse.
I en uge har de igen, ligesom i foråret, måttet modtage fjernundervisning, efter at der var blev indført skærpede restriktioner for syv nordjyske kommuner - heriblandt Thisted Kommune.
Nu er det dagen efter, at de har fået at vide, at de atter kan komme i skole i næste uge.
- Det er godt, siger 14-årige Marius Hertz Holm, som går på Hurup Skole, og tilføjer:
- Men der er brugt mange unødvendige ressourcer på at køre online undervisning i stilling, mener han.
Simon Oddershede Stricker, der går på Østre Skole i Thisted glæder sig også til at komme i skole igen.
- Det bliver rigtigt godt at se kammeraterne, fortæller den 13-årige.
Han suppleres af 14-årige Niels Christiansen Nørgaard, der går på Hurup Skole. Han har fået nok af hjemmeundervisningen.
- Det er dejligt ikke at skulle sidde og kigge ind i en skærm længere, lyder det.
Men her er Simon Oddershede Stricker ikke helt enig. Han har hygget sig derhjemme - også ved skærmen. FIFA, stod der på hans skærm.
På spørgsmålet, om ikke det har været rart med lidt ekstra efterårsferie, svarer Marius Hertz Holm:
- Det har bestemt ikke været ferie.
Han hentyder til, at der er blevet knoklet, selvom der har været fjernundervisning.
Skolelederne i Thisted Kommune har lørdag holdt møde på Teams. Det er endnu uvist, om alle skoler i kommunen bliver klar til at starte op fra mandag med 5.-8. klasserne, som har været hjemsendt.