Regionspolitiker tordner mod ledelsesstil efter overlæges exit

Ulrich Fredberg (V) mener, at overlæge skulle have tak for at have stillet sig frem med bekymring over forhold på akutmodtagelsen.

Ulrich Fredberg (V) er medlem af regionsrådet i Region Midtjylland og er selv læge.
Ulrich Fredberg (V) er medlem af regionsrådet i Region Midtjylland og er selv læge.
Foto: Ditte Georg Poulsen & Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Overlæge Anders Møllekærs exit fra akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup får nu Venstres regionsrådsmedlem Ulrich Fredberg til at rejse skarp kritik af hele forløbet omkring lægen.

- Jeg er både chokeret og dybt bekymret, siger han.

Tirsdag morgen kom det frem, at overlægen har valgt at sige sit job op som følge af pres, der blandt andet stammer fra hospitalets ledelse.

- Kampen for patienternes sikkerhed har haft store personlige omkostninger for mig. Jeg har under forløbet oplevet at være udsat for et stort internt pres af personlig karakter og fra hospitalsledelsens side, skriver den sygemeldte læge i en mail til TV MIDTVEST.

Omkring nytår blev Anders Møllekær som talsperson ansigtet på et bekymringsbrev, hvor lægerne råbte op omkring forholdene på afdelingen, og gik offentligt ud med deres bekymring for patienternes sikkerhed.

I februar blev Anders Møllekør sygemeldt efter samråd med sin læge, og han har nu valgt at sige sin stilling op.

Overlæge Anders Møllekær har valgt at sige sit job op efter et stort pres, der blandt andet skyldes ledelsen på Regionshospitalet Gødstrup.
Overlæge Anders Møllekær har valgt at sige sit job op efter et stort pres, der blandt andet skyldes ledelsen på Regionshospitalet Gødstrup.

Kræver politiske konsekvenser

Ulrich Fredberg mener, at ledelsen på regionshospitalet har håndteret sagen forkert. 

- Man burde sige tak til en medarbejder, der stiller sig frem. 

- Det burde have været håndteret på en professionel måde, siger han.

Ulrich Fredberg, der selv har en fortid som overlæge i Region Midtjylland, takker Anders Møllekær for at sætte fokus på patientsikkerheden på akutmodtagelsen.

- Vi (politikere, red.) har været meget taknemmelige for, at nogle har haft modet til at stille sig op, siger politikeren, der er medlem af Region Midtjyllands hospitalsudvalg, der flere gange har drøftet netop akutmodtagelsen i Gødstrup.

Ulrich Fredberg fortæller, at han selv gik ind i regionalpolitik, da han var utilfreds med den ledelsesstil, han beskriver som 'management by fear'.

- Vi har før haft det problem, hvor ledelsen fyrede medarbejdere, der rejste kritik. Vi troede, vi havde fået det forebygget med at skifte ud i ledelsen, konstaterer han blandt andet med henvisning til fyringen af tidligere koncerndirektør Ole Thomsen.

Skal forløbet have nogle konsekvenser for ledelsen på Regionshospitalet Gødstrup?

- Det skal have nogle politiske konsekvenser, at man kommer med den slags pres, siger han.

TV MIDTVEST har forsøgt at få hospitalsledelsens kommentar til kritikken. De er ikke vendt tilbage på redaktionens henvendelse.