Mikkels guitar er alternativ medicin for Kirsten

Nyt musikprojekt indtager intensivafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup, og det har gode resultater i ryggen.

2:47
Det er fjerde gang, at musikken rykker ind på afdelingen i Gødstrup - og det er stadig på forsøgsbasis.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Mikkel Winther står på hospitalsgangen på Regionshospitalet Gødstrup.

Til dagligt studerer han på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg, men i dag har han taget turen til Midtjylland.

Han stemmer sin guitar og går ind på stuen. 

Her sidder 84-årige Kirsten Julsgaard Jensen i en lænestol ved siden af sygesengen.

- Hej Kirsten, siger han, og hun vinker med den ene hånd.

De kender ikke hinanden i forvejen, men i dag skal Mikkel Winthers guitarspil give Kirsten Julsgaard Jensen et afbræk fra patienttilværelsen.

- Jeg skal spille lidt musik for dig i dag, siger Mikkel Winther til hende, og hun nikker tilbage.

Et vellykket forsøg i Aarhus

Det er fjerde gang, at musikken rykker ind på afdelingen i Gødstrup - og det er stadig på forsøgsbasis. 

Men hele ideen kommer fra et vellykket pilotprojekt af tre omgange på Aarhus Universitetshospital (AUH), som nu er blevet et fast tilbud til alle intensivpatienter.

- Der var nogle målbare effekter ved musikken, konstaterer intensiv sygeplejerske på AUH Linette Thorn.

De kunne nemlig måle, at patienternes puls, blodtryk, vejrtrækningsfrekvens, smertestimuli og stressniveau alt sammen blev betydeligt lavere efter musikindslaget.

Linette Thorn forklarer resultaterne med, at musik - og især live-musik - påviseligt påvirker både hjernen og kroppen.

- Og udover det, så virker musik også afledende. Vi kommer til at tænke på noget andet, for musikeren sidder lige der foran dig, og det skaber en ro og adspredelse, supplerer hun.

Givende for begge parter

På Regionshospitalet Gødstrup spiller Mikkel Winther videre for Kirsten Julsgaard Jensen.

De er netop færdige med 'I Danmark er jeg født'.

Mikkel Winther studerer på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg, og det er igennem studiet, at han blev bekendt med initiativet på Regionshospitalet Gødstrup.
Mikkel Winther studerer på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg, og det er igennem studiet, at han blev bekendt med initiativet på Regionshospitalet Gødstrup.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

- Det var fint, siger Kirsten Julsgaard Jensens datter, Marianne Duedal Rasmussen.

- Den kendte vi godt, konstaterer hun og kigger på sin mor, der ikke kan tale, fordi hun er i respirator, men giver et lille nik som svar.

Selv uden ord kan Marianne Duedal Rasmussen tydeligt mærke på sin mor, at hun kan lide det.

Marianne Duedal Rasmussen (th.) er både glad og rørt over det musikalske initiativ på intensivafdelingen, hvor hendes mor ligger i respirator.
Marianne Duedal Rasmussen (th.) er både glad og rørt over det musikalske initiativ på intensivafdelingen, hvor hendes mor ligger i respirator.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

- Jeg kunne se på mor, at hun syntes, det var dejligt. Og det syntes jeg også, fortæller hun.

Og den samme oplevelse sidder guitaristen med.

- Her kan jeg rent faktisk være med til at lindre noget fysisk og psykisk smerte, og det synes jeg bare er en kæmpe ære. Ud over at det føles fantastisk at hjælpe andre mennesker, så giver det mig også et umiddelbart blik på, hvad min musik kan betyde, fortæller Mikkel Winther.

Begejstring i Gødstrup

Om musikken er kommet for at blive i Gødstrup, må tiden vise.

Men indtil videre er pilotprojektet en succes, mener udviklingssygeplejerske på intensivafdelingen Birthe Husted.

- Det er dejligt, at vi har mulighed for at give patienterne den her oplevelse. Og vi får også et bedre kendskab til patienterne, siger hun.

Birthe Husted er udviklingssygeplejerske på Regionshospitalet Gødstrup, og hun ser positive effekter hos patienterne, efter pilotprojektet er begyndt.
Birthe Husted er udviklingssygeplejerske på Regionshospitalet Gødstrup, og hun ser positive effekter hos patienterne, efter pilotprojektet er begyndt.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

I løbet af den tid, projektet har kørt på Regionshospitalet Gødstrup, har Birthe Husted spottet nogle tydelige forskelle hos nogle af patienterne.

- Der var en patient, der havde svært ved at få vejret og lå med en masse ilt. Men da musikken begyndte, kunne hun alligevel lige vippe med tæerne, forklarer hun.

Bliver patienterne raske af det her?

-  Det er stort at sige, men det er en af tingene, der kan være med til, at de får modet tilbage og kæmper sig videre, siger Birthe Husted.